torsdag den 8. december 2016

Gammelt legetøj nr. 2


Vi rydder op og rydder ud. Vi har alt for meget gammelt stående og kan næsten ikke selv være i huset.

Noget af det, vi rydder ud, er det helt fint at komme af med. Andet er det anderledes slemt at skille sig af med. Som nu min barndoms elefant.

Jeg vandt ham i et lykkehjul i et omrejsende tivoli. Min far og mor kørte tit søndagsture med os, og en gang kom vi forbi det her tivoli. Min far elskede ligesom jeg tivolier, så til min store glæde standsede vi og gik ind. Der var ikke meget liv i det, og jeg var den eneste ved lykkehjulet, hvor jeg satsede hele min formue - det har vel været 25 øre - på nr. 1. Jeg fik for første og eneste gang i mit liv frit valg. "Tænk dig nu godt om, inden du vælger" sagde min far, men jeg vidste nøjagtig, hvad jeg ville have: En lyseblå elefant. Jeg var lykkelig, og tallet 1 var mit lykketal i mange år.

Min elefant blev døbt Ceylon. Jeg vidste, at nogle elefanter i cirkus havde geografiske navne, så det måtte også kunne passe til min.

Da vi kom hjem, satte jeg straks elefanten på bagagebæreren på min cykel og cyklede hen til den nærmeste veninde for at vise ham frem. På vejen faldt elefanten af, og jeg var rigtig vred på mig selv over at have været så uforsigtig, men han havde heldigvis ikke taget skade.

Jeg elskede ham højt hele min barndom. Som det kan ses på billedet, er han blevet godt slidt og har også mistet stødtænderne.

De sidste 40 år (mindst, er jeg bange for) har han ligget i en kiste. Vi skal på genbrugspladsen på søndag, og det er planen, at Ceylon skal med, men jeg er stadig ikke helt sikker på, om jeg kan gøre det. Jeg smider ham i hvert fald ikke selv i småt brændbart, men sætter ham i den container, hvor de velgørende foreninger kan hente ting og sager. Jeg tror, han er for slidt til at være bare en lille smule værd, og sandsynligvis sender de ham i forbrændingen, men jeg er i det mindste uvidende om det.

Mens jeg sidder og skriver det her indlæg, har jeg i hvert fald fortrudt beslutningen. Vi må se på søndag...

onsdag den 30. november 2016

Vores lokale julemarked

...fandt sted i weekenden i Åbyhøjs nye beboer- og kulturhus i det gamle elværk på Thorsvej. Markedet er arrangeret af Åby Biblioteks Venner, og det havde de gjort godt.

Om et par minutter åbnes der for publikum, som minsandten stod i kø for at komme ind.

Kranerne i loftet er blevet bevaret
og er med til at giver lokalet karakter.
Elværket blev indviet som Åbyhøjborgernes hus i august, og det er bare blevet så dejligt og fyldt med atmosfære. Det var også særdeles velegnet til julemarkedet. Vi kunne se, at der var en del af de besøgende, der ikke havde besøgt stedet før, for der blev rigtig kigget rundt og især op.

Ligesom sidste år havde vi en stand med vores strik. På plakaterne stod der, at der ville være stande med kunsthåndværk. Vi mener nu, vores strik er mere hobby og husflid end ligefrem kunsthåndværk, men i mange af de andre stande var det kunsthåndværk, endda af høj kvalitet.

Der var mange besøgende på markedet i det gode vejr, men bortset fra lidt trængsel i caféen var der vist plads til alle. Vi solgte også meget bedre end sidste år. Tilsammen fik vi solgt for over 4000,-. Mere end tilfredsstillende, synes vi.

Jeg fik bl.a. solgt alle mine kjoler, så nu må jeg gerne begynde at lave nye. Herligt, jeg kan godt lide at strikke kjoler. Også alle de uldne veste blev solgt. De fleste af dem var også med sidste år, og der blev da kigget på dem, men det var også det hele. 

Pulsvarmerne gik også godt, men det gjorde de også i 2015. Der var ellers adskillige, der havde pulsvarmere med, men mine var vist de eneste med tommelfingre i. Flere par blev solgt til børn, selv om de var for store, men pigerne insisterede på at få dem. Jeg må vist se at få strikket nogle i børnestørrelse.

Én erfaring går dog igen fra sidste år: Vi skal stadig passe på med ikke at bruge alt for mange farver. Men gad vidst, om vi overhovedet får strikket tilstrækkeligt til at også at have en stand i 2017?

torsdag den 24. november 2016

Tirsdag i hovedstaden

Jeg havde ofret en af mine tiltrængte tysklektioner for at komme til København sammen med Dorthe og Yrsa en tirsdag, hvor der er fri entré på Glyptoteket. For sent opdagede jeg, at det ikke gælder særudstillinger - og det var særudstillingen, vi især var interesserede i.

Når man skal betale 110,- kr. for billetten, skal man have god tid. God tid er en mangelvare, når man kun er af sted én dag. Vi tænkte på at kigge ind til kattemumierne eller impressionisterne, men valgte bare at hygge os og indsnuse storbystemningen og helt glemme kulturen.


Det var nu mere julestemningen, der prægede byen. I går så vi til vores overraskelse i Politikens juletillæg, at den helt almindelige røde glaskugle er aldeles umoderne. Hvis de ikke vil være helt utrendy i København, kan de godt få pyntet om. Vi så voldsomme mængder af netop røde glaskugler i voldsomt mange forretninger og spisesteder. Den lille polarræv, som vi så hos Egmont i Vognmagergade er sikkert meget mere trendy. Den er også sød!

Vi havde nogle enkelte forretninger på programmet (ingen garnforretninger :) og ellers improviserede vi. Blandt andet kiggede vi lige ind i det nyåbnede italienske supermarked Eataly, der er kommet i Illums underetage. Jeg ved slet ikke, hvordan man skulle kunne vælge mellem så mange olivenolier og pastatyper. Der var dog også en chokoladeafdeling, hvor det bare var svært ikke at vælge for meget. I virkeligheden fik jeg måske valgt for lidt, for jeg har smagt på to af de valgte stykker, og de var i hvert fald gode.

De tyske julemarkeder breder sig i København, og de har faktisk meget af den samme stemning, men er dog noget mindre end dem, vi kender i Hamborg og Lübeck. Vi gik igennem et par stykker af dem uden at have betalingskortet fremme.

I Strædet med udsigt til rådhustårnet

På det tidspunkt havde vi nemlig indtaget vores eftermiddagskaffe hos Bertels Kager i Kompagnistræde. Et paradis for ostekageelskere - en betegnelse, der passer på os alle tre. Jeg fik en klassisk Key lime, som krævede hele to kopper stempelkaffe til, men der er da mindst syv andre i deres udvalg, jeg også gerne vil prøve. Den er mættende, sådan en cheesecake, og ingen af os havde lyst til gløgg (det har jeg nu sjældent) eller andet i nogle timer efter salonbesøget.

Knud og Krista var med på tur. De nøjedes med at beundre min keylime cheesecake.
Lyset i kagesalonen var dæmpet og hyggeligt, men ikke rigtig tilstrækkeligt til mit kamera.
Vi havde valgt at tage med DSB, for vi sætter alligevel pris på, at der er et ordentligt toilet og plads til at strække benene en gang imellem. Det kan de billige busser ikke rigtig honorere.

Med orange billetter var prisen også blevet rimelig, og det bliver endnu billigere. Hjemad blev vi nemlig nøjagtig 32 minutter forsinket, lige nøjagtig nok til at vi skal have billetterne refunderet. Men godt at det ikke var på udturen, vi blev forsinkede, for da havde vi brug for tiden.

onsdag den 9. november 2016

Et ret sjældent syn


Det går åbenbart lidt op i træer her på bloggen i denne tid. Tirsdag morgen vågnede jeg op til et fint lag sne og et tempeltræ med hængende blade, som om træet havde taget ved lære af rhododendronerne ved siden af.

Jeg kan ikke huske, at jeg før har set tempeltræet hænge med bladene. De er bare faldet af, når tiden var inde, og det har nok sædvanligvis været før den første frost. De fleste blade var da også faldet af for en uges tid siden, men ikke dem alle.

Taktikken lykkedes i øvrigt ikke. De resterende blade dalede til jorden i løbet af dagen.

søndag den 6. november 2016

Gyldne træer og grå dage


I dag er en af de grå dage, som vi mener er typiske novemberdage, men i forgårs - og det var altså også november - så birketræerne sådan ud. De gyldne dage er naturligvis de smukkeste, men de bliver endnu smukkere på baggrund af forskelligheden.

onsdag den 2. november 2016

Usympatiske forretningsmetoder

Der er åbenbart hård kamp om kunderne i detailhandlen, og metoderne til at holde på dem bliver værre og værre. Klub- eller medlemskort, hvor man kan samle point, har længe været lidt af en pestilens. Samlemærkerne, som både Dansk Supermarked og COOP og sandsynligvis flere excellerer i, er en tand værre.

Men Føtex' nyeste ide er det, der for alvor har fået mig op i det røde felt - og til tasterne. Meget kortfattet går ordningen ud på, at man indbetaler 80,- kr. om måneden, og derefter får man 20% rabat på de fleste økologiske varer.

Man skal ikke være specielt spids for at regne ud, at den ordning gavner de store husholdninger med et højt forbrug af økologiske varer på bekostning af de små. I min husholdning er vi to personer, der spiser ret meget økologisk, men ikke særlig meget kød, så vi vil næppe komme op på det forbrug på mindst 100,- kr. om ugen, der skal til, inden vi vil få glæde af rabatten. I stedet vil jeg komme til at betale de store forbrugeres rabat, for nogen skal jo betale den, og det bliver helt sikkert ikke Føtex.

Jeg vil under ingen omstændigheder stavnsbindes til at lægge så stor del af mine indkøb i Føtex. Og jeg vil slet ikke lade koncernen Dansk Supermarked få en snabel direkte ned i min bankkonto. Jeg holder simpelthen op med at handle i Føtex.

Selvfølgelig har jeg brokket mig direkte til kilden og har ikke uventet fået et glat og intetsigende svar retur. Man kan håbe på, at en masse andre også vil give deres utilfredshed til kende. Hvis vi bliver tilstrækkeligt mange, kunne det da ske, at Føtex igen vil overveje, om det nu også er så smart en ordning.

I det hele taget synes jeg, det er gået ned ad bakke for Dansk Supermarked koncernen, efter at Herman Salling ikke har tøjlerne mere. Bilka er bestemt ikke, hvad de tidligere har været. Der er færre forskellige varer, og der er masser af tomme hylder, som det i høj grad kniber med at få fyldt op. Når man tager i så stort et varehus som Bilka, forventer man at kunne få alt på huskesedlen, men det kan vi aldrig. Desuden er der så grimt.

Heller ikke Salling bliver bedre med tiden efter min mening, men holder dog nogenlunde status quo, Kort tid efter Herman Sallings død begyndte de at drøne høj musik ud over det hele, men det er de heldigvis holdt op med igen.

Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg kommer til at handle i fremtiden, men Føtex skal ikke forvente mit besøg.

torsdag den 27. oktober 2016

Gammelt legetøj nr. 1


Vi er ved at rydde op og rydde ud. Blandt andet skal dukkekaffestellet videre.

Yndlingskoppen
Det har været min mors. Hun var barn i 1920erne.

Da jeg var barn, var det stadig hendes, men jeg fik somme tider lov til at låne det, og somme tider blev det også brugt til et kakaoselskab for dyr og dukker. Eller chokolade, som min mor mente var den ægte vare, men den blev nu mest brugt til levende menneskers fødselsdage.

Koppen med den musicerende killing var helt sikkert yndlingskoppen, og den havde også været min mors yndlingskop. Den fik jeg selv lov til at drikke af.

Der er endnu en kop, som ikke er med på billedet, men den mangler underkop.

Bare for sjov havde jeg en gang stellet med til en vurdering hos en såkaldt sagkyndig på en antikmesse. Hans dom var, at det intet er værd, og det er sikkert rigtigt, men på den anden side tror jeg ikke, han havde megen forstand på legetøj. Jeg havde nemlig også et par minibamser med, og dem vidste han ikke nær så meget om som mig.

- men pigen med gæslingen er nu også sød.
Siden min mor døde, har stellet stået i en vitrine hos mig, men nu bliver det ældste oldebarn af hunkøn snart 4 år, og så må hun være stor nok til at få glæde af stellet.

Det er da også meget lettere at lave varm kakao nu om dage. Man sætter vel bare noget kakaomælk i mikroen.

Lige et foto af kaffekanden også:

søndag den 16. oktober 2016

Efterårsjammer


Ovenstående tekst, som jeg så på en plakat i sommer, både passer og ikke passer på mig i øjeblikket.

Jeg hoster og har ondt i halsen og har overhovedet ikke haft lyst til kaffe i over en uge. Grøn te med ingefær er den foretrukne drik. Men ih, hvor jeg længes efter igen at have lyst til kaffe. Det kan da ikke blive ved med det hosteri...

mandag den 10. oktober 2016

Den forbudte ø

Sprogø som de fleste ser den på vej fra Fyn til Sjælland eller omvendt,
nemlig gennem en bilrude. For mit vedkommende dog en busrude.

"Jeg vil gerne låne den bog, der hedder Hvorfor er Sprogø den forbudte ø?" sagde en af mine lidt mere end almindeligt ualmindelige lånere med jævne mellemrum.

Det var tydeligvis meget spændende for ham med de uartige piger, der havde været mere eller mindre spærret inde på Sprogø.

Det er lang tid siden, de slemme piger forlod øen, men den er stadig temmelig lukket. Man kan ikke bare troppe op på øen og kigge nærmere på den. 

Der findes imidlertid guidede ture, og sådan en var vi med på i går. Vi fik fortalt om øen og dens historie af en kyndig guide, mens vi spadserede rundt på stierne på den gamle ø. Endelig ikke udenfor, for så kunne man måske komme til at træde på en grønbroget tudse eller anden truet natur. Det havde vi selvfølgelig fuld forståelse for, men derfor kunne en af tudserne vel godt have hilst på. Det gjorde ingen af dem desværre, vi måtte nøjes med et billede af en tudse i camouflagedragt. 


Anstalten for de "moralsk defekte" og "seksuelt løsagtige" kvinder så vi kun udefra, og den ser ikke helt ud som dengang, den fungerede som anstalt. Den blev lukket i 1961. På mit billede er der et kig ned mod den fra den 24 m høje Fyrbakke.

Efter turen rundt på den gamle ø kørte vi i bussen til Ny Sprogø. Vi så, hvor togtunnelen begynder på vej mod Sjælland, og vi stod i vandkanten og så Vestbroen fra neden. Det var ikke det mindst spændende på turen.


Bilbroen til venstre og togbroen til højre. Det er godt nok noget af et bygningsværk.

Vores tur var arrangeret af FOF, og den var eftertragtet - udsolgt og med venteliste. Det var også en god tur, men rigeligt dyr. Både VisitNyborg og VisitVestsjælland har guidede ture til en mere spiselig pris.

søndag den 2. oktober 2016

Havnefront og kunst i Sønderborg

Sønderborgs nuværende havnefront set fra et af slottets vinduer.

Vi har for nylig været på besøg i Sønderborg og kiggede en del på havnefronten og også på de ret ambitiøse planer, der er lagt for dens udvikling. 

Der er en overordnet ideplan udtænkt af stjernearkitekten Frank Gehry, og det kan mærkes, synes vi. Det bliver spændende,  hvor meget der bliver ført ud i livet, for gratis bliver det selvfølgelig ikke. Vi glæder os under alle omstændigheder til at se mere om nogle år.

Allerede nu er der ret meget kunst i området. På selve havnekajen er der en del skulpturer, blandt andet Günter Grass' Der Butt im Griff.

Hønekilden ligger tæt på havnen. Kilden har nok "altid" været der, men udsmykningen af Vibeke Fonnesberg er ny. Hanen står i midten og skuer ud over sin flok på tre charmerende høner.

Det er også Vibeke Fonnesberg, der har lavet skulpturen, hvor den hedengangne Solofabrik, der fremstillede margarine, havde til huse. 

Fabrikken er helt revet ned, og der er bygget boliger i stedet.

Inde mellem husene kan man finde skulpturen, der også er et monument, med portrætter af nogle af de ledende personer på fabrikken.

Ham med solbrillerne på mit foto hed Ludolf Meins, og han havde den sjældne (går jeg ud fra) titel margarinemester. Det kunne jeg altså ikke stå for.

Jeg kan svagt huske, at der var en margarine, der hed Solo. Jeg kan dog udmærket huske, at der var en margarinekrig, og jeg kan også huske, at den ene part i krigen var Alfa (det var vist den gode part og den, man holdt med), men jeg havde glemt, at den anden var Solo sammen med Oma, som er min barndoms margarine. Jeg tror, min mor altid brugte Oma, der næsten var et synonym for margarine for mig.

fredag den 30. september 2016

Endnu en strikket klud


Jeg har kreeret endnu en klud, som jeg har kaldt Hideaway Lucky - opkaldt efter katten Lucky, som jeg passede i sommer. Hun havde mange snedige gemmesteder, deraf navnet.

Opskriften på dansk eller engelsk finder du her.

Disse to klude er strikket i Alba - 100% bomuld - fra BC Garn, men det er et dårligt valg. Strik i Alba bliver vældig pænt, og jeg ville ikke tøve med at anvende det til tøj, men ikke til klude. Sugeevnen er simpelthen for dårlig.

I bomuld har jeg udover Alba afprøvet Grønhøj Garns Blød bomuld nr. 8, Mayflowers Cotton nr. 8 og Mayflowers økologiske Cotton 8/4. Alle disse er udmærkede, men den økologiske er en anelse bedre end de andre.

Desuden har jeg strikket i hør, nemlig i Allino fra BC garn, og det er nok den, vi allerbedst kan lide.

mandag den 26. september 2016

Kaffe i den fine stue

Vi har igen været på herregårdsbesøg med RealDania. Denne gang havde vi vundet billetter til en rundvisning på Bidstrup Hovedgård, ikke så langt fra Randers. Man kan ikke rigtig se Bidstrup, når man bare kører forbi, så det var et nyt bekendtskab for os.


Det hele blev lidt ekstra interessant, da jeg fandt ud af, at det er Gerhardt de Lichtenberg, der har stået for restaureringen af Bidstrup til nogenlunde det nuværende udseende. Lichtenberg er lige som jeg født i Horsens, han var byens mæcen og har i høj grad sat sit præg på byen. Bl.a. har han skænket det rige barokinventar til Klosterkirken, hvor jeg er døbt.

Lichtenberg himself hænger i Den Blå Stue..
Den imponerende ramme er en gammel spejlramme.
Foruden det halve Horsens ejede han et ret stort antal herregårde. men Bidstrup, der som det ses på fotoet også er i barok, blev slægtens stamhus og har været i slægtens eje uafbrudt siden Gerhardts dage.

Vi blev vist rundt både inde og ude med værtsparret som guider, og dynamikken ligger vist stadig i slægtens blod. I hvert fald virkede den nuværende de Lichtenberg med fornavnet Geert meget foretagsom og engageret.

Fruen i huset, Helle, var ikke mindre dynamisk. Hun viste rundt indendørs og serverede også kaffen i de fine stuer, hvor en del af det gamle inventar var bevaret. Jeg var helt nervøs for at komme til at spilde på bordet.

Detalje fra kakkelovnen i Den Blå Stue. 


Vi besigtigede den gamle herskabsstald, hvor den gamle hat hang nok så dekorativt.

Ellers var det selvfølgelig familiens heste, der påkaldte sig opmærksomhed. Der var fire i alt, men den ene kom ikke lige med på mit billede.


Den ældste bevarede del af hovedgården er fra før de Lichtenbergs tid. Det er en såkaldt agerumslade, og den er fra 1590. Det ses tydeligt på en spændende udskæring i en af bjælkerne:


Når man kigger godt efter, kan man se, at der står "DEN 3. JUNI LOD FRVE SITSEL DETTE HUS OPBØGE ANNO 1590". Fru Sitsel er Sidsel Oxe, der ejede Bidstrup på dette tidspunkt. Sidsels mor var en Gøye. så det må vel være derfor der er en papegøje i det ene våbenskjold, men ellers har Gøyerne tre ibsskaller i deres våbenskjold.  Den, der har skåret planken, har nok bare gættet sig til, hvordan slægtens våbenskjolde så ud.

fredag den 23. september 2016

Citater om katte #37

Uhyre behageligt er det, at der her i Venedig ikke findes en eneste bil, til gengæld rigtig mange katte, flere end den hellige Markus' duer, hemmelighedsfulde og lysøjede, ironisk beskuende turisterne og om natten hylende med beundringsværdige alt-stemmer.
Karen Capek

The cats in the harbour in Allinge

Jeg har aldrig været i Venedig og har i sagens natur ingen kattefotos derfra. Som erstatning er her et af en af kattene på Allinge Havn. Der var næsten heller ikke nogen biler, og kattene så ud til at trives fint.

onsdag den 21. september 2016

Herlige Hamborg

Jeg elsker livet i byen, og i den forbindelse er Århus altså lige det mindste, selv om den selv påstår, den er en storby. Hamborg er bedre. Det var godt, der var tid til at indånde lidt bystemning, da vi besøgte garnfesten.

Stemningen fik jeg nu ikke lige fotograferet, selv om der var rig lejlighed til det. Her kommer lidt andet i stedet.


Efter hvad vi syntes var adskillige kilometers vaden rundt i Planten un Blomen, fandt vi i sidste øjeblik frem til vandorgelkoncerten fredag aften. Det var ved at være mørkt, og skiltningen var nærmest ikke-eksisterende. Springvandene var flotte (det var blevet helt mørkt, da vi endelig fandt det rigtige sted), musikken kunne have været mere interessant, og der var en dejlig lun sommeraftenstemning.

Undervejs i vores eftersøgning så vi ikke mange planter og blomster - det var for mørkt. Derimod kom vi forbi en stor bygning med tremmer for vinduerne og en ung dame udenfor, der havde råbekontakt til en på den anden side af tremmerne: "Ich liebe dich" ... "Jeg kommer igen i morgen". Senere fandt vi ud af, at det var en Untersuchungshaftanstalt, som vel må svare til et varetægtsfængsel. En spøjs oplevelse og langt til den senere springvandsidyl.

En anden spadseretur førte os gennem den gamle St. Pauli Elbtunnel fra 1911 og tilbage igen.

Den bruges faktisk stadig, men kun i hverdagen. Ensrettet: Om morgenen over til arbejdspladserne, om eftermiddagen tilbage igen. Lørdag, hvor vi var der, måtte bilerne finde en anden vej over til værfterne.

Vi kiggede på alle reliefferne på tunnelens flisevægge. De skulle vist illustrere fund fra dengang, tunnelen blev gravet.

Nogle af dem er ret humoristiske som de tre rotter, der måske bruger den gamle støvle som hus. Eller, hvilket nok er mere sandsynligt, er de altædende kræ ved at fortære støvlen.




En anden dag tog vi i højden. Over 100 meter op i Michels kirketårn.

Da vi kiggede ned, fik vi øje på nogle små, gamle huse mellem alle de nyere. Dem måtte vi kigge nærmere på, da vi kom ned igen.

Vi fandt så ud af, at det var Krameramtsstuben, noget jeg havde læst om, og som jeg gerne ville se, jeg havde bare glemt det igen.

Husene er fra det 1600tallet og de sidste af sin slags, der stadig er bevaret i Hamborg. De blev tidligere brugt som boliger for enker efter medlemmer af Krameramt (et købmandslaug fra 1300tallet). Nu er en af "stuerne" museum.

Ellers er der restaurant i forhuset og flere butikker i baghusene. Bl.a. en mindre boghandel og en bolcheforretning, begge steder med en betjening, der også var ret museumspræget.

Jeg tror, man kan se Hamborgs kraner over hele byen. Her kommer et enkelt billede taget fra museumshavnen i Övelgönne, hvor kranerne virkede rigtig tæt på. Jeg kan godt lide kraner. Og jeg kan godt lide Hamborg.


onsdag den 14. september 2016

Sen sommer

Det er da nogle vildt dejlige sensommerdage, vi har. Er det ikke næsten de bedste sommerdage, der overhovedet har været i år?

Det er bare om at nyde det. I dag har jeg bare siddet i haven og strikket. Lige ved siden af vores blåskæg, som bare blomstrer og blomstrer.

Jeg er ikke ene om at have fornøjelse af blåskæggen. Hvepsene er der i store mængder, og når bare de bliver der, er de jo meget fredelige.

Jeg betragtede dem en del og ikke bare gennem kameraet, og de er faktisk ret forskellige. Kan man have en yndlingshveps? Nogle var lidt grålige, men især en enkelt havde en meget flot varm farve.

Måske er det den, jeg fik fanget på billedet - måske var der flere i den flotte farve. Det er ikke helt let at holde styr på +50 hvepse, som meget af tiden er i bevægelse.

Her kommer lige endnu et par billede til af vores Ridder Blåskæg:

Hele herligheden

- og bare en enkelt kvist

torsdag den 8. september 2016

Slaraffenland

Sidste weekend var der WOLLFEST i Hamborg.

Hamborg er ikke afskrækkende langt væk fra os, og Annett, Dorthe og jeg bestemte os for en forlænget weekend med tre overnatninger i Hamborg.

Vi havde naturligvis gransket Wollfestens hjemmeside i detaljer, og vi syntes, det så ud til, at festivalen ville være en del anderledes end de danske festivaler. I hvert fald på salgssiden, som var det, der interesserede os. Det viste sig at være rigtig nok.

Det, der faldt mest i øjnene, var farverne. Tyskerne synes at være mindre farveforskrækkede end danskere. Det var nærmest et farveorgie af garn, vi kom ind til.

Alle regnbuens farver i forskellige lækre kvaliteter hos Skein Queen.
Der var også flere lækre garnsammensætninger, end vi er vant til - ikke så meget ren uld og strømpegarn, selv om man også kunne finde det.

Annett og Dorthe overvejer.
Det er irsk håndspundet garn fra S Twist Wool,
der bliver indkøbt.
Nogle få af os kendte garner blev forhandlet, Karen Noe og Isager bl.a. Heller ikke de garner, der sædvanligvis er luksus i de danske garnbutikker - Hedgehog og Madelinetosh for eksempel - manglede, men langt de fleste stande var mindre tyske eller britiske firmaer - ukendte for os. Især var der meget håndfarvet garn.

Jeg bestemte mig for, at jeg ville købe nogle luksusgarner i farver, der "talte" til mig, men det var der godt nok meget, der gjorde. Jeg måtte begrænse mig.

Nej, hvor blev der gramset! Og savlet - dog heldigvis kun billedligt talt.

Udstilleren fra Yarn over Berlin
 vakte berettiget beundring
med sin opfindsomme halskrave. 
Jeg havde min tunika i grønne og orange farver på om søndagen, og den blev minsandten beundret. Det er ikke sket ret tit herhjemme, muligvis fordi den er for farvestrålende. Men det generede ikke i Hamborg.

Der var i øvrigt ikke mange danskere på festivalen. Kun én gang hørte vi dansk tale. Underligt, de mange danske strikkere plejer da at være vilde med festivaler og messer.

Der var ikke så mange mønstre og strikkekit, hvilket ikke gjorde mig så meget. Jeg har alligevel ikke lyst til at strikke det samme som alle andre.

Forplejningen lod også lidt tilbage at ønske. Der var ikke meget at vælge imellem, og de kager, der ellers så meget delikate ud, slap op allerede om formiddagen.

Pyt med det, det var garnet, der var det vigtige. Jeg købte fem forskellige af de dyre garner:


Fra venstre er det en alpaka-silke-cashmere blanding fra Skein Queen og derefter en merino-silke blanding samme sted fra. Jeg er pjattet med den farve, så jeg så igennem fingre med, at den er entrådet - noget, jeg ellers ikke plejer at strikke med. Den mørke er fra DyeForYarn. Det er en blanding af uld og kameluld, og farven er meget flottere i virkeligheden. Meget mørk aubergine, den hedder Burning Red Fuchsia. Derefter er det en blanding af babyalpaka, silke og hør fra Snailyarn, der vist er italiensk. Og endelig det lækreste, lækre angora fra Seidenhase.

Dyrevelfærd og miljøhensyn er mere væsentligt i Tyskland end i Danmark. Kaninerne hos Seidenhase lider ingen overlast, og meget af den merino, man kunne købe, var fra Sydamerika eller Falklandsøerne, så ingen mulesing der. Jeg undrer mig stadig over, at det ikke er salgsargumenter her i landet. Jo, det er ved at være et salgsargument, at bomulden er økologisk, men ellers er det ikke noget, man hører ret meget om.

Jeg købte også bomuld. Genbrugsbomuld lavet af gamle cowboybukser. Det er set før, men det her virker meget lækkert og har en fin tykkelse.


Det er fra et større tysk firma, der hedder GGH. Jeg er ikke stødt på dem før, så det er spændende, hvordan garnet er. Ja, det gælder sådan set alle garnerne. Det var i hvert fald en fest at være med på festivalen.

Vi nåede andet end garn, så der kommer nok mere fra Hamborg.

mandag den 29. august 2016

Is på Bornholm

Jeg behøver ikke have is hver dag om sommeren, heller ikke når jeg er på ferie, men det gode vejr på Bornholm gjorde, at det fik jeg næsten alligevel.

Vi ville have prøvet at kåre Bornhoms bedste is, men der var en enkelt isbutik - endda i Gudhjem - vi ikke nåede. Så sammenlignings- grundlaget er ufuldstændigt. Måske er der også nogle issteder, vi ikke opdagede.

Jeg må altså nøjes med at erklære, at af de issteder, vi prøvede, kunne jeg bedst lide isen i Svaneke Ismejeri, der nu også hedder Mermaids.

Vi huskede stedet med begejstring fra sidst, vi var på Bornholm, og skulle straks. vi kom til Svaneke, prøve, om kvaliteten var den samme. Stor skuffelse, det var en noget ordinær is. Vi gik lidt mere rundt i Svanekes gader, og pludselig opdagede vi, at vi slet ikke havde været det rigtige sted.

Efter et par dage var vi igen tilbage i Svaneke, og denne gang fik vi den rigtige is. Den smager heldigvis stadig helt, som en is skal smage. Efter min mening altså. Jeg synes, det er en almindelig fejl, at lave isen for sød, sandsynligvis for at behage børnenes tunger, men den fælde falder de ikke i på ismejeriet.

Der er nye varianter hver dag, men de dage, vi var der, var de ikke helt så innovative og opfindsomme, som vi huskede det. I 2008 var der is lavet på krydderurter og grøntsager (jeg kan huske noget med basilikum, agurk og gulerod). Nu er det de mere traditionelle smagsvarianter, der føres. Det vildeste var vist smørkaramel med salt. Det er vist i øvrigt sommerens smag. I hvert fald har jeg set og afprøvet den adskillige steder, men ismejeriets er klart den bedste.

Boisen Is i Snogebæk er dog kun et mulehår efter. Det er ligesom ismejeriets is, der smager af det, den er lavet af. Ingen kunstige tilsætningsstoffer på nogen måde. Den er mere frisk og "italiensk" med mange frugter og ikke så flødefed. Meget lækker.

På nogle områder er de altså virkelig kulinariske på Bornholm. Vi kan i hvert fald ikke få så god frisk is her i Århus. Ishuset på Marselisborg Lystbådehavn har den bedste, men den når ikke helt op på bornholmerniveau.

mandag den 22. august 2016

Kulinariske Bornholm

Som mange andre egne af landet forsøger også Bornholm at slå sig op på gode spisesteder og lokale specialiteter.

Specialiteterne omfatter bl.a. pasta, rapsolie, karameller, øl og lakrids. Jeg kan hverken lide rapsolie eller lakrids, karameller spiser jeg ikke, øl drikker jeg kun sjældent, og pastaen, som jeg godt kender, adskiller sig ikke meget fra anden god pasta efter min mening.

Så alt i alt er Bornholms specialiteter ikke lige i min interessesfære. Der er dog undtagelser. Juicerne og safterne fra Bornholms Mosteri kendte vi ikke i forvejen, men det kom vi til, for man kunne få dem på næsten alle caféer. De er rigtig gode, synes jeg, smager mere af frugt og mindre af sukker end andre frugtsafter, sådan lidt som i Tyskland. Ved første mundfuld blev jeg næsten forskrækket over stikkelsbærsaften, så syrlig var den, men da jeg først var blevet advaret, blev den min favorit.

Minsandten om man ikke også kan få de bornholmske moster på en af mine yndlingscaféer her i Århus, nemlig Fika. Dog ikke stikkelsbærsaften. Måske er det, fordi den i modsætning til de fleste andre varianter ikke er økologisk.

Den søde afdeling er også i min interessesfære. Flødeboller, chokolade og is.

Da vi var på Bornholm for 8 år siden, var vi flere gange i Snogebæk for at købe Kjærstrup flødeboller. Det er de bedste flødeboller, jeg har smagt. Ikke noget med søde marcipanbunde, men en bund, der er betydeligt bedre end på supermarkedsflødeboller. Perfekt skum og tyk chokolade af god kvalitet. Mums!

Nu kan man få Kjærstrups produkter både i Rønne og i Gudhjem og også i Fields på Amager (men de havde nu lukket, da jeg var der) foruden i Snogebæk. De laver også en masse chokolader, men for mig er flødebollerne stadig toppen.

Man kan også få dem med softice på. Det prøvede vi, men jeg kan meget bedre lide softice for sig og flødeboller for sig.

Der er andre end Kjærstrup, der laver chokolade på Bornholm. Svaneke Chokoladeri på Torvet i Svaneke og Bech Chokolade i Gudhjem med filial i Snogebæk, hvor man i hvert fald ikke skal gå sukkerkold. Bech laver for resten også flødeboller, og de skulle da afprøves, men jeg brød mig slet ikke om bunden.

Som regel tester jeg de forskellige firmaers 70%+ chokolade og somme tider også deres marcipan, og alt var alle steder rigtig godt, men igen var favoritten fra Kjærstrup, nemlig deres 75% Tanzania. Man kan få den i deres netbutik. Jeg er ikke faldet for fristelsen endnu, selv om jeg har fortrudt, at jeg kun købte smagsprøven.

Vi prøvede ikke de bornholmske gourmetrestauranter, men vi så lidt af den store kokkekonkurrence Sol over Gudhjem på havnen i Gudhjem. Ikke så lang tid, for vi havde andet på programmet, men vi så da den senere vinder, Henrik Jyrk fra Restaurant Kul gøre klar.


På konkurrencens hjemmeside kan man se de meget innovative retter, kokkene kreerede. Lidt for innovativt for mig, jeg kan bedre lide enklere mad og mere ydmyge restauranter - og helst til frokost.

De mere ydmyge steder var der til gengæld nogle ret gode af. Jeg kan anbefale caféen på Bornholms Kunstmuseum (man behøver ikke købe billet til museet for at komme ind i caféen), Provianten i Gudhjem, MâdaGo i Rønne og ikke mindst B's Fiskeværksted i Svaneke. Der spiste vi tre gange, men så var vi også ved at være igennem menukortet.

Angående den bornholmske is kommer der et særskilt indlæg.

onsdag den 10. august 2016

Japan på Bornholm

I de senere år er Japan af en eller anden grund begyndt at interessere mig mere end før. Jeg er for eksempel meget glad for japanske film, og i foråret gik jeg til en forelæsningsrække om japansk kultur og sprog.

En af forelæsningerne havde overskriften "Lær japansk på to lektioner". Naturligvis kunne jeg ikke tale japansk bagefter, men jeg ved i hvert fald meget mere om japansk nu end før - jeg startede så også nærmest fra nulpunktet.

Når man får en interesse, så har den det med at poppe op i alle mulige sammenhænge. Det var ingen undtagelse, da vi var på Bornholm.

Hjorts Fabrik i Rønne, nu museum og udstillingsbygning, var der en særudstilling af japansk kunsthåndværk. Nutidigt, vel at mærke.


Det var spændende at kigge på. Som det lille kunstværk - nok max 10 cm på længste led - på billedet af Haruna Morita. Hun siger selv, at hun skaber fragmenter og tilfældige ting af ler, minder om naturen, som øjensynligt ikke mere findes i de store byer. Jeg kunne bare godt lide at kigge på tingene. Her er endnu et eksempel:


En af de første dage var vi på Grønbechs Gård i Hasle. Der præsenteres et større udvalg af bornholmske kunsthåndværkere, og det er et godt udgangspunkt for at se, om der er nogen, man vil se nærmere på. 

En del kendte vi i forvejen, men der var to nye, vi godt kunne lide, og begge kunne godt have noget til fælles med de japanske kunsthåndværkere. 

Den ene var Maria Munk Klarup, der er mester for den lille krukke.

Hun er nyt medlem af ACAB (Arts & Crafts Association Bornholm) i 2016 og bor i følge deres oplysninger i Svaneke. Jeg kunne kun finde en gammel og uaktuel hjemmeside om hende, så vi nøjedes med at kigge på værkerne i Grønbechs Gård.
Den anden var Charlotte Thorup. Hun er også keramiker, og også hun bor i Svaneke.

Vi besøgte hendes værksted og så flere af hendes spændende værker.

Vi var også lige ved at investere i ét af dem, men faktisk har vi ikke ret godt plads til flere skulpturer, og vi har ikke lyst til at udrangere noget af det gamle, så vi holdt os i skindet.




I Sandvig ligger Galleri Huz 16. Der er skiftende udstillinger hele sommeren, og da vi var forbi, udstillede to japanske piger, Yumeno Goma og Nao Oshima.

De laver rigtig gode ting begge to. Keramik, akvareller og grafik. Først faldt jeg for en akvarel. Eller mere præcist, jeg faldt for flere akvareller. Så kiggede jeg på nogle små brocher, men til sidst besluttede jeg mig for, at jeg nok ville få allermest fornøjelse af et halssmykke.

Det er Yumeno, der har lavet min blåøjede kat. Den blev monteret på et kort med et tryk af en af hendes akvareller, og det var næsten synd at afmontere den, men det har jeg nu gjort, for jeg har allerede haft den på flere gange.