mandag den 16. april 2018

Travl uge

Somme tider klumper tingene sig, så arrangementerne står i kø. Sådan en uge havde vi i sidste uge.

Faktisk begyndte det allerede lørdag den 7., hvor der var RAMA-festival - altså den årlige festival for musikkonservatoriets elever. Det er en af årets sjoveste dage, synes jeg.

Der er næsten tradition for, at vi starter med slagtøjskoncert, og det gjorde vi også i år. Som det plejer at være, var det ny musik. Altid spændende!


Senere hørte vi bl.a. Ensemble Edge, som vi har hørt tidligere, fortolke Jan Johansson. Denne gang med forstærkning af fire jazz-musikere, blandt andet en pianist. Det ville også være mærkeligt at spille Jan Johansson uden piano.

RAMA Big Band. Trombone solo.
Det er dristigt at komme med en ny fortolkning af så ikonisk musik som Jan Johanssons, og jeg syntes heller ikke, ensemblet kom helt i mål.

Måske var de for tæt på originalerne, som man selvfølgelig ikke kan gøre bedre. De skulle nok have bidraget med endnu mere nyt, end de gjorde. Eller måske skulle det simpelthen have været mere Ensemble Edge og mindre Jan Johansson. Men det var nu værd at høre under alle omstændigheder.

Vi nåede også nye danske sange, big band og til slut Pergolesis Stabat Mater. Med mere.

De to første koncerter vældig gode, i Stabat Mater syntes jeg for en gangs skyld, at man godt kunne høre, at solisterne manglede en del i deres uddannnelse endnu. Men det var en undtagelse. Alt i alt synes jeg, de unge musikere er vildt dygtige.

Det var så bare starten på ugen. Desuden var vi i biografen fire gange (der var blandt andet Tyske Filmdage, hvor vi så to vældig gode film), på guidet byvandring og til symfonikoncert. Foruden tandlægetjek og brystkræftscreening. Lavendlerne blev beskåret, og jeg var til en enkelt gang træning. Vi sluttede af, som vi startede, i Musikhuset, hvor vi i går hørte saxofonisten Anja Nedremos debutkoncert. Så var den uge også gået.

Den uge, vi lige er gået ind i, bliver ikke helt så hektisk, men kedelig bliver den nok ikke.

lørdag den 14. april 2018

Ugens træ - uge 15


Jeg har tilbragt temmelig meget tid i byen i den forløbne uge, og ugens træ(er) bliver rigtige bytræer, nemlig plataner.

Plataner er sjove med de camouflagelignende stammer. Det ser også ud til, de kan klare hård beskæring, så de ikke generer den højhellige trafik.

Århus er ikke nogen specielt grøn by. Jeg synes, der mangler mange træer i bybilledet. Det er ikke nok, at der er nogle parker hist og pist, også i gadebilledet bør der være træer. Og nogle er der altså, som disse tre, der står i Vestergade.

Hamborg er for eksempel meget mere grøn, og der er mange plataner, har jeg lagt mærke til.


lørdag den 7. april 2018

Ugens træ - uge 14


Denne uges træ blev endnu et birketræ.

Jeg har længe kigget på træets flotte silhuet, og da vejret i går blev så fint, tænkte jeg, at nu ville træet da nok snart springe ud, så hvis jeg ville have silhuetten med, skulle det være nu. Birk eller ej.

Den står i øvrigt i Åbyhøj Park, og det kan da godt ske, der først kommer blade på om nogle uger.

torsdag den 5. april 2018

Citater om katte #41

For en boghandler er en kat temperamentsmæssigt en helt anden skabning end det samme dyr hos en fiskehandler eller en bager. I disse forretninger er katten et nyttigt dyr - jeg formoder, den er ansat for at spise fiskeindmad eller for at holde rotter og mus nede - men i min forretning tjener den som et nært familiemedlem. Den er på samme tid dekorativ - eftertænksom - stoisk, og den indgyder mig stor ro og tilfredshed.
William Young Darling (Fra The Bankrupt Bookselller, 1947)

De danske sundhedsmyndigheder ville da nok falde besvumsede om, hvis de oplevede en kat hos en bager. 

I andre lande tager man mere afslappet på den slags. Jeg har set en kat i vinduet hos en bager i Holland - helt åbenlyst. Det er også betydeligt lettere at have dyr med på hotel i udlandet, i hvert fald syd for grænsen. 

Vi tvang engang en rejsearrangør til at undersøge, om katte var velkomne på et hotel i Milano. Det var de selvfølgelig, hvilket vi sådan set også regnede med, for italienere elsker dyr, men vi var nødt til at være helt sikre. Det første, der skete, da vi ankom til hotellet, var, at der skulle hilses på kattene.



Vores egen Lilit holdt umådeligt meget af at sidde på min bogreol. Den var fyldt til bristepunktet, så hun kunne, selv om hun måske havde haft lyst, ikke sidde mellem bøgerne. Det ville ellers have været særdeles dekorativt.

søndag den 1. april 2018

Ugens træ - uge 13



Ugens træ er et bøgetræ. Jeg er sikker, fordi der ligger visne blade og "bogholdere" under træet.

Flot at have så stort et træ i sin have. Der sidder en af de allestedsnærværende duer i det. Faktisk tror jeg, der var to, men jeg kan kun få øje på den ene på fotoet.

Jeg kan nu bedst lide bøgetræer med blade på, men der er heller ikke så lang tid til. Tænk, at en fjerdedel af året allerede er gået. Man kan også se store knopper på den gren, som, tror jeg, stammer fra en magnolie, der stjaver ind i billedet.

søndag den 25. marts 2018

Ugens træ - uge 12

Ugens træ blev fotograferet først på ugen, hvor det var flot vejr.

Heldigvis, for jeg har ligget mere eller mindre underdrejet med en irriterende hoste fra midt på ugen.

Nå, men træet står i Kunstbygningens Have. Det vil sige, det hedder ikke Kunstbygningen mere. Det er blevet døbt om til det åbenbart mere moderne Kunsthal Aarhus.

Jeg ved ikke, hvad det skal gøre godt for. De fleste her i byen kalder det alligevel stadigvæk Kunstbygningen. I det mindste fastholdt man et navn på dansk.

Og træet. Jeg gætter på, det er en poppel, men det kommer med på listen over træer til identifikation.

Det er et af den slags træer, hvor det er helt svimlende at kigge op i det. Det kunne jeg nu ikke få med i mine fotos, så i stedet har jeg valgt et billede af træet i fuld figur.




Lige ved siden af står et træ med sådan nogle frugter.

Hvilket? Igen en ægte kastanje?





lørdag den 17. marts 2018

Ugens træ - uge 11


Har dette træ ikke en vildt flot silhuet? Det synes jeg i hvert fald. Man kan ikke undgå at lægge mærke til træet, når man går hen ad den pågældende villavej.

Faktisk er det ikke ét, men to træer, nemlig et på hver side af indgangen til et helt normalt parcelhus. Jeg kunne godt have fotograferet, så det bagerste stod helt gemt bag det forreste, men syntes, det ville være lidt snyd.

Set fra den modsatte side er profilen mere rund.  Også flot.

Og hvad er det så? Pil måske?

fredag den 16. marts 2018

Gode dage


Nogenlunde sådan så himlen ud for omkring en måned siden, da vi skulle op i ordentlig tid, fordi der stod vinterferie familiedag på programmet. Dorthes søster og hendes tre børn skulle komme på besøg.

Vi startede med morgentallerken på vores stamcafé, Emmerys her i Åbyhøj. På billedet ses den hærgede servering.

Bagefter gik vi til Den Gamle By, hvor vi så et par af de nyere udstillinger. Dels den om Århus' historie, Århus fortæller hedder den. Det er en stor udstilling, men man kan heldigvis plukke i den, så det gjorde vi. Dels så vi også smykkeudstillingen i Smykkeskrinet, hvor der er nogle bestemte smykker, jeg altid lige skal forbi.

Morgentallerkenen fyldte stadig op, så vi sprang frokosten over og tog direkte på spillecafé. Nej, det er ikke rigtigt, vi var først på Sallings Rooftop, men det var begyndt at sne og blæste også meget, så udsigten kunne have været bedre, og det var væmmelig koldt.

Så var der bedre på spillecaféen. De unge mennesker valgte, at vi skulle spille Cluedo. Det har jeg ikke prøvet før, men det var et fornøjeligt bekendtskab.

Vi sluttede dagen på Den Rustikke, hvor man spiser godt til en rimelig penge.

Det var der også andre, der syntes, for der var helt fyldt, og det var akustikken desværre ikke gearet til, så det blev meget svært at føre en samtale. Men bortset fra det var alt godt.

På Dorthes fødselsdag et par uger senere havde hun inviteret til brunch på Restaurant Himmel og Hav ved Kysing Strand.

Det er et meget lille, men hyggeligt sted, og brunchen var vældig god.

Vi startede utraditionelt med bobler og søde pandekager, og bagefter stod den på muslinger. Jeg har ikke smagt bedre muslinger nogen sinde - resterne ses til højre. Og så var der også en hel masse andet.

Vi havde kun bordet i et begrænset tidsrum og kunne godt have brugt lidt mere tid, men vi nåede at blive rigtig godt mætte.





Vejret var rigtig flot, men isnende koldt. Vi gik alligevel en lille tur til stranden, hvor vi så maleriske isformationer.
Der var også et iøjnefaldende træ, som skulle have været ugens træ, hvis der altså ikke lige var faldet sne i ugen efter.

Bagefter tog vi hjem til os, drak noget mere kaffe og spillede nogle spil.

Sarantoya, der jo kendte alle de tilstedeværende i forvejen, kom og hilste på og dirigerede endda med sin "milde" røst Niels til at børste sig.

På det tidspunkt var vi ret bekymrede for det lille dyr, og det blev da også sidste gang, vennerne hilste på hende. Da hun var død, var både vi og de glade for at have set hende en sidste gang.


Træet må blive ugens træ en anden gang. Måske er det ikke så fotogent med blade på, men vi kan da i hvert fald nok identificere det så.

søndag den 11. marts 2018

Ugens træ - uge 10


Jeg skulle vist ikke i sidste uge have klaget over, at der ikke var nogen træer med sne på her i byen, for sådan set var det ikke, fordi jeg ønskede sne.

Det fik jeg alligevel i denne uge. Flere dage vågnede vi til sneklædte buske og træer (og veje!), og så var det bare om at komme ud at gå. Når jeg kom hjem, var sneen næsten smeltet af træerne.

Ugens træ står i den grønne kile tæt på, hvor vi bor. Jeg ved ikke, hvad det er for et træ, så det skal på listen over de træer, der skal identificeres til foråret.

lørdag den 10. marts 2018

Sarantoya 2000 - 2018


Vores allerbedste julegave nogensinde, vores månestråle, vores lille højtråbende sirene, vores elskede lille Sarantoya døde den 6. marts, 17 år og 2½ måned gammel.

Billedet tog jeg den 28. februar, og cirka på det tidspunkt begyndte hendes appetit at blive dårligere. Jeg lokkede for hende, prøvede endda med noget andet end hendes diætmad, og det gik også bedre nogle dage, men så ville hun igen ikke spise noget. Kun kattemalt kunne hun få ned.

I mandags lå hun i sin katteseng og mjavede. Godt nok snakkede hun meget, men ikke på den måde. Vi tror bestemt, hun bad om hjælp, og jeg gav hende både kvalmestillende og prednisolon. Det hjalp også, så hun faldt til ro.

Tirsdag havde vi en dyrlægetid, faktisk for at få taget en test, så vi kunne se, om hendes nyremedicin virkede, men vi var godt klar over, at det nok var noget andet, der kom til at ske. Vi håbede, at dyrlægen ville finde en dårlig tand eller noget andet banalt, men i stedet konstaterede hun, at nyrerne var ganske små og hårde, så der var kun en løsning. Det gik så fint og roligt, som sådan noget nu kan foregå, og vi er tilfredse med, at det blev gjort i tide.

MEN VI SAVNER HENDE!!!
Al hendes snakken. Her er alt for stille nu. Hun var så god til at kommunikere, hun var helt sikkert den klogeste kat, vi har haft. Vi skulle altid sige godmorgen til hende, før vi foretog os noget andet om morgenen. Alle ritualerne. Jeg savner at kunne stryge hende over ryggen og helt ud på den lange hale. Jeg savner hendes fine små poter og hendes tykke pels. Jeg savner hendes knurhår, også selv om de i adskillige år har været knækket i højre side. Og hendes smukke øjne. Jeg savner hendes lille, lyserøde tunge, når hun ivrigt slikkede malt af min finger. Det gjorde hun endda den allersidste morgen.

Da hun var en lille killing, sagde vi, at der nok ikke var andre end os, der kunne elske hende, så støjende og anderledes (ingen tid til kæl) som hun var. Larmen blev bare værre med årene, til gengæld lærte hun efterhånden at sætte pris på kæl. Vi måtte beholde hende selv, og vi har elsket hende, men jeg er også sikker på, at de venner, der kom regelmæssigt i huset, kom til at holde af hende og hendes særheder.

Måske bliver det lidt småt med blogindlæg i den kommende tid. Der er ligesom ikke rigtig noget, der er vigtigt.

torsdag den 1. marts 2018

Ugens træ - uge 9


...er et lærketræ.

Jeg troede, jeg måske kunne få et billede af et sneklædt træ, men så havde jeg måttet køre efter det, for her i Århus er der ikke faldet så megen sne, at den ligefrem har lagt sig på træernes grene.

Inden sneen faldt, havde jeg foreviget denne lærk. Som bekendt er lærk det eneste nåletræ, der taber nålene om vinteren - altså lidt af en særling. Jeg er egentlig ikke så vild med dem. Deres silhuet er - i hvert fald om vinteren - tit noget rodet, og hvis den, som det er tilfældet for dette eksemplar, er rimelig symmetrisk, så er den egentlig lidt kedelig.

Men så er der jo de små, fine kogler.


De er bare så søde! Og der er mange af dem. De sidder lige så tæt. Der er rigeligt for utallige blomsterarrangementer, hvis man er til den slags.

Lærk er værdifuld som gavntræ, og så er udseendet straks mindre betydningsfuldt.

tirsdag den 27. februar 2018

Kan det være så svært?


Vinter OL 2018 er forbi. Jeg har abstinenser, men samtidig er det lidt rart, at jeg har tid til andre ting. Så som at blogge.

Det var lidt af en opgave at finde ud af, hvad der foregik hvornår. Efter nogen søgen på nettet fandt jeg frem til BBCs hjemmeside:


Pænt og overskueligt. Et klik på på de små drop-down pile åbnede, som det kan ses, for de nøjagtige tidspunkter for de forskellige konkurrencer. Britisk tid, selvfølgelig, men det kunne jeg - selv i min somme tider noget søvnige tilstand - godt finde ud af at kompensere for. Der var, hvad jeg havde brug for, og uden smarte features, som udviklerne er så glade for, men som jeg synes bare er i vejen.

På DRs hjemmeside fandt jeg en sendeplan, men DRs kanaler sendte ikke alt, så den var ubrugelig. Hvis der faktisk var en oversigt over samtlige konkurrencer, fandt jeg den ikke.

På andre måder var jeg dog glad for DR - sådan da. De var nemlig så venlige at bringe noget af kunstskøjteløbet. Det blev også bragt på Eurosport, men deres kommentatorer bliver værre og værre, partiske, tendentiøse og udygtige. Og umusikalske, hvilket i vores ører er slemt. Vi troede, det blev lidt bedre, når Mikkeline Kierkgaard, forhenværende udøver af sporten, var medkommentator, men hun var lige så elendig som de sædvanlige.

Vi har været uenige med kommentatorerne i årevis, men nu er der kommet nogle redskaber, som tydeligt viser deres manglende evner. Heldigvis er vi mere enige med dommerne, så vi kan sidde og hovere, når det ikke går, som vores kommentatorer gerne vil have det. De mener selvfølgelig, at det er dommerne, der er noget i vejen med. Jeg tror end ikke, de har overvejet, om det måske skulle være dem selv.

På DR var kommentatorerne af noget bedre kvalitet og i hvert fald en del mere objektive, men da der var europamesterskaber, så vi udsendelserne over Sverige (som desværre ikke sendte fra OL på nogen kanaler i vores programpakke), og det var særdeles opløftende. Der kunne vi erfarne tilskuere endda lære noget.

Jeg var dog utilfreds med, at det var så lille en del af konkurrencerne, der blev vist, men sådan var det også på de øvrige kanaler. DRs udsendelser blev sendt forskudt og var blevet redigeret, så vi slap for de lange pauser, når der skulle køres is. Det var fint, men jeg synes, det havde klædt kanalen, hvis de havde vist lidt flere deltagere og i hvert fald de øvrige nordiske deltagere. Dem var der såmænd kun ganske få af.

Men overordnet var OL en kæmpe fornøjelse. Jeg fik vist set alt inden for favoritdisciplinerne skihop, nordisk kombineret og de traditionelle alpine konkurrencer, og så blev der fyldt op med hurtigløb på skøjter, bobslæde (her er der rigtig gode kommentatorer på flere kanaler), lidt freestyle skiing, langrend med mere. Jo, selvfølgelig var det en fest!

lørdag den 24. februar 2018

Ugens træ - uge 8


Jeg vælger lige endnu et birketræ, for der findes jo andre slags end hængebirk. Stammen på det her lyste så fint imod mig, det appellerede simpelthen om at blive ugens træ.

Barken var ved at skalle af, og jeg ønskede, at jeg var birkebarkssløjdkunstner.  Man kan lave så mange fine ting af birkebark. Jeg har selv to små kurve. Den ene fik jeg i mine unge dage af en svensk ven, den anden har jeg selv købt på et kunsthåndværkermarked.

Men man kan jo også lege med barken, mens den er på træet.

Mon ikke der er nogle børn, der har ladet sig inspirere her? Sjovt ser det ud.

lørdag den 17. februar 2018

Ugens træ - uge 7

Hu! For første gang er jeg lige ved at komme for sent med ugens træ.

Det er på grund af vinter-OL. Jeg ser ikke alle ishockey-  og curlingkampe, men ellers er der ikke meget, jeg ikke gerne vil se. Det kræver sin kvinde.

Træet er ellers blevet fotograferet for flere dage siden på en af mine gåture.

Et par dage før var jeg kommet forbi samme sted. Der blev gravet og regeret på hjørnegrunden, og på vejen var et af vores vejtræer blevet fældet. Kun stubben - og den var ret stor - stod tilbage i ringen af brosten.

Jeg ved godt, at træerne er ved at have en vis alder, så måske var der en grund til, at dette var blevet fjernet. Tænkte jeg. Men jeg tænkte også, at det måske var ejerne af den grund, hvor der blev gravet, der havde gjort det, bare fordi de syntes, træet skulle væk. Og at det havde de faktisk ikke lov til.

Heldigvis viste det sig, at jeg havde gjort dem uret. Da jeg kom forbi et par dage efter, var det plantet et nyt træ - billedet - i ringen af brosten, så det er højst sandsynligt kommunens gartnere, der har været i gang. Jeg var glad og tilfreds.

Gad vidst hvad det er for et træ? Mange andre steder er der ahorn, så måske er dette også en ahorn.

Jeg skal vist have lavet en liste over steder, jeg skal tilbage til, når der er kommet blade på træerne.

fredag den 9. februar 2018

Ugens træ - uge 6


NU skal det endelig være et birketræ. De er bare så dekorative!

De er også forkætrede. Dels på grund af alle birkepollenallergikerne - jeg bor selv i hus med en af slagsen. Nogle vil helst have alle birketræer udryddet.

Der har været røster fremme om, at der skulle gives tilskud til fældning af birketræer. Det, synes jeg, er at gå for vidt. Skulle man så også forbyde al anvendelse af parfume af hensyn til parfumeallergikere. Alt brød, der indeholder gluten, af hensyn til gluterallergikere? Kun tillade salg af soyamælk og lignende produkter af hensyn til mælkeallergikere? O.s.v., o.s.v.

Man skulle hellere forske noget mere i udvikling af allergivacciner og anvendelsen af dem og uddanne nogle flere læger med speciale i allergier.

Det anden grund til birketræernes upopularitet er, at det er usædvanligt tørstige træer. Der er en hel del, der ikke kan gro i nærheden af birketræer.

Lille Vildmose er et af de områder, hvor de tørstige birke giver problemer, for vildmosen er ved at udvikle sig til noget andet og tørrere end en mose. Det er derfor, vi igen har fået elge i Danmark. Man håber nemlig, at de udsatte elge vil gnaske de nye små birke i sig, så der ikke bliver flere, sådan at mosen stadig vil være en våd mose.

I andre områder stiger grundvandet for meget. Hvad med her at få plantet nogle birk, som givetvis ville drikke en del af overskudsvandet.

I vores villakvarter er der en del meget smukke birke, og det var svært at vælge et ud til fotografering. Jeg må indrømme, at det faktisk blev den lille 2CV, der fik mig til at vælge netop dette træ, men birken er nu også en meget flot en af slagsen.

Stammen er fra en anden og lidt yngre.

søndag den 4. februar 2018

Strikkeåret 2017

Sidste år holdt vi ferie i forbindelse med flere strikkefestivaler. Den ene var på Fanø, og her lærte Annett mig elementær regnearkkunnen, så nu kan jeg for alvor holde øje med mit strik. Det er særdeles fornøjeligt, synes jeg.

Blandt andet kan jeg ud af mit regneark læse, at min hobby kostede mig 3400,- kr. Egentlig ikke så slemt? Tilbehør, opskrifter, workshops og selvfølgelig garn er medregnet.

Jeg er lidt mindre tilfreds med, at garnlageret er vokset med godt 2200 meter. Det var jo meningen, at det skulle formindskes, men det er absolut ikke sket. Jeg har strikket 15597 meter, men noget er blevet strikket med dobbelt garn, så jeg har brugt i alt 16728 meter, men jeg købte mere, end jeg brugte. Af lageret, altså.

To af de mest garnkrævende projekter i 2017 strikkede jeg nemlig for andre med garn indkøbt til formålet, hvilket i sagens natur ingen gavnlig indvirkning har på lageret.

Allermest garn gik der til de klude, jeg strikkede til Dorthes søster, der er dagplejer. Hvert barn har sin egen farve, og nu har de også en klud i deres egen farve til hver dag i ugen.

Jeg kan godt lide at strikke klude, så jeg var glad for opgaven. Fire af mønstrene ses på billedet, men jeg strikkede selvfølgelig i fem forskellige strukturmønstre.

Det andet større projekt var en trøje til Lise. Hun valgte selv, at det skulle være en Striber-og-tern bluse, og hun valgte også selv farverne. De turkise farver klæder hende godt.

Det var et usædvanligt langvarigt projekt. Garnet blev indkøbt i december 2016, jeg begyndte at strikke i april 2017, og blusen var færdig i september. Det tog mig ekstra lang tid at strikke trøjen, fordi jeg først have lavet striberne for anarkistiske.  Det blev for rodet, og jeg begyndte næsten forfra.

Det tredje større projekt var en poncho til mig selv. Den har tidligere været afbildet på bloggen, men her er endnu et billede.

Ellers har det mest været mindre ting, jeg har frembragt. I alt blev 38 projekter færdiggjort.

Jeg har også offentliggjort en enkelt opskrift, nemlig en klud, jeg kalder Splashing Addis.

Jeg har allerede færdiggjort syv - primært mindre - ting i 2018.

Jeg har minsandten også allerede købt en masse garn. Det var ikke meningen, men by Nyboe i Kolding solgte alt garn ud for en pænt reduceret pris, og der er to af hendes garner, jeg er ret vild med. Dels den luksuriøse Kamille (50% cashmere og 50% silke), dels merinoen Rosemary, som er så blød, så blød.

Jeg er sikker på, de findes med andre banderoler også, jeg har bare ikke fundet dem, men nu er der altså en del Nyboe-garner i mit lager. Og lageret er p.t. i +655 meter for 2018.

2018 skal ellers være året, hvor lageret skal formindskes. Jeg har fået en ny ide: Når lageret er i plus, og jeg alligevel køber garn, skal jeg forære noget fra lageret væk. Det har jeg så allerede gjort én gang, men jeg gav ikke så mange meter væk, som jeg købte.

Vi har ikke planlagt at skulle på nogen af de større garnfestivaler i år, hvilket nok bliver en hjælp med hensyn til lagerets størrelse. Det skulle da lige være, hvis vi finder ud af, at der kommer til at foregå noget i Hamborg :)

Til gengæld står der i kalenderen to projekter strikket for andre med garn købt til formålet. Jeg må hellere komme i gang...

torsdag den 1. februar 2018

Ugens træ - uge 5


Jeg fotograferede i går, hvor det var ret mørkt i vejret, men det gør ikke træets silhuet ringere. Træet står i parken i Åbyhøj.

Jeg synes, stammen er sjov, snoet som den er.

Men hvad er det for et træ? Jeg kan ikke identificere det bare på silhuetten. På nettet har jeg ledt efter silhuetter af vintertræer, men er ikke kommet ret langt. Jeg plejer ellers at kunne finde det meste på nettet, men denne gang gav det ikke pote.

Jeg har så bestilt bogen Træer og buske i vintertilstand på biblioteket. De har bare kun et eneste eksemplar i Århus. Det er ganske vist ikke lånt ud, men er i et såkaldt fjernlager, og jeg ved af erfaring, at netop i de tilfælde kan det tage ret lang tid, inden bogen når frem. Der skal jo en person til at finde den frem, og personale er der ikke så meget af.

Måske skulle jeg bare købe bogen. Den er ikke vildt dyr. Nå, jeg giver biblioteket en chance først.

Måske er bladet nedenunder fra netop det træ, men der er andre træer rundt om, så jeg er ikke sikker. Og desværre har jeg heller ikke identificeret bladet. Ask? Nej, der er vist for lang stilk. En eller anden slags eg? Ægte kastanje? Kvalificerede gæt modtages med glæde.


mandag den 29. januar 2018

Gurre-Lieder

Arnold Schönberg malede også.
Dette billede hedder
Blue Self Portrail og er malet i 1910.
Gurre-Lieder blev færdiggjort i 1911.
Som det måske er gået op for nogle, gik jeg sidste år ret meget op i Gurre-Lieder, Arnold Schönbergs værk for kæmpestort orkester, 6 solister og kor - også kæmpestort. Det gør jeg sådan set stadigvæk.

Inden vi skulle høre Gurre i Hamborg, havde vi hørt adskillige indspilninger. På den første var jeg ikke tilfreds med tenoren. På den anden var det sopranen, det var galt med.

I tredje forsøg fandt jeg en indspilning, hvor jeg var tilfreds med det hele.

Det er en indspilning med Berliner Philharmonikerne dirigeret af Simon Rattle. Det store parti som Tove synges af Karita Mattila og det endnu større parti som Kong Valdemar af Thomas Moser.

Vi har også lånt en dvd, som er lige så god. Her dirigerer Mariss Janssons Bayerns Radiosymfoniorkester. Stig Fogh Andersen synger Valdemar, Deborah Voight Tove.

Forrige lørdag hørte vi så igen Gurre-Lieder live i vores egen koncertsal. De forreste publikumsrækker var blevet inddraget, så der var plads til det store orkester bestående af både Århus' og Ålborgs symfoniorkestre. Ingen af dem er hver for sig nær store nok til et værk som Gurre.

At det ikke bare er pjat med de mange musikere hørte vi i introduktionen inden. Der er for eksempel 10 forskellige stemmer i førsteviolinerne, og et minimum er to til hver stemme. Altså mindst 20 førstevioliner - og sådan er det hele vejen igennem. Så vi fik igen vores 4 harper, 10 horn, 7 klarinetter og så videre. "Vores" chefdirigent Marc Soustrot havde flot klaret at få de to orkestre til at lyde som en helhed.

Sjovt nok var det samme tenor som i Hamborg, der sang Valdemars parti, nemlig Torsten Kerl. Vi blev inden gjort opmærksom på, at den stakkels Kerl havde pådraget sig et halsonde, men at han alligevel ville forsøge at gennemføre koncerten. Heldigvis! Mine ører kunne ikke høre, at der var noget i vejen. Han var lige så god eller måske endda bedre end i Hamborg.

Vi mente ellers, at han måske kunne have byttet plads med fortælleren, for det var nemlig Stig Fogh Andersen, men det blev altså ikke aktuelt. Også de øvrige solister var glimrende, og alt i alt var den musikalske oplevelse lige så stor som i Hamborg. Helhedsoplevelsen var selvfølgelig ikke. Nok er jeg glad for vores Musikhus, men leve op til Elbphilharmonien kan det altså ikke.

Valdemar på et kalkmaleri i Sankt Peders Kirke i Næstved.
Malet ca. 1380, altså få år efter kongens død i 1375
Værkets tekst er en oversættelse af J. P. Jacobsens Gurre-Sange, der handler om kærligheden mellem Kong Valdemar og frillen Tove, om Toves død, og om Valdemars rastløse riden rundt i følge med sine mænd - efter deres død vel at mærke.

Det var åbenbart ret almindeligt at blande de danske Valdemarer sammen, og det har I. P. Jacobsen også gjort. Ifølge sagnene skulle det ganske rigtigt have været Valdemar Atterdag, der efter sit opgør med Vorherre som gespenst jog rundt i de sjællandske skove og skræmte livet af folk og fæ. Men det var Valdemar den Store, der havde frillen Tove, som hans hustru, Dronning Sophie, ifølge folketroen tog livet af.

Valdemar Atterdags dronning, Helvig, kunne sandelig ikke finde på sådan noget. Hun var nærmest en helgen og højt elsket af sin Valdemar. Bare spørg Thit Jensen. Hun må vide det, for hun har det fra hestens - altså her Valdemar Atterdags - egen mund. Jo, hun var spiritist og førte mange samtaler med de historiske personer, hun skrev om. Jeg holder meget af Thit Jensens historiske romaner.

fredag den 26. januar 2018

Ugens træ - uge 4

Ugens træ er et æbletræ, som står i vores egen bebyggelse. Der er flere æbletræer i bebyggelsen, men inde i haverne. Det her står på fællesarealet.


Jeg kan ikke huske, hvornår jeg først lagde mærke til træet, men jeg tror ikke, det har været der "altid". I denne forbindelse er "altid" knap 40 år, for så lang tid har vi boet på adressen.

Hvordan mon det er kommet? Mon der er nogen, der har været trætte af et træ, de havde plantet i egen have, og alligevel ikke har kunnet nænne helt at tage livet af det? Eller er det bare selvsået? Jeg er ret sikker på, det ikke er vores gartnere, der har plantet det, for de går mestendels op i at fjerne beplantningen.


Træet har æbler endnu. Jeg har set fugle, der spiste af æblerne, i træet, men generelt virker de ikke specielt interesserede. Måske er æblerne sure og uspiselige selv for fugle, men flotte er de mod en blå himmel.

torsdag den 25. januar 2018

2017s bedste musikoplevelse

Ingen tvivl om årets allerbedste musikoplevelse i 2017. Det var selvfølgelig koncerten i Elbphilharmonien  i Hamborg, hvor vi hørte Arnold Schönbergs Gurre-Lieder.

Ih, hvor havde vi glædet os, og ih, hvor det hele levede op til forventningerne.


Her er vi på vej op til den store og fantastisk smukke koncertsal. Elphi er er kæmpestort hus!

Og nu til noget helt andet: For nogle år siden erklærede vi, at hvis de to jazzsangerinder Madeleine Peyroux og Stacey Kent nogen sinde kom til Danmark, ville vi gøre meget for at komme til deres koncerter. De er begge amerikanere, og begge har tilknytning til Frankrig og synger til vores store fornøjelse en del på (godt) fransk. Minsandten om de ikke begge to kom i 2017. Madeleine Peyroux her i byen og Stacey Kent i Ålborg.

Begge er vist også blevet sammenlignet med Billie Holiday, og jeg kan godt høre hvorfor, men synes egentlig ikke, sammenligninger er nødvendige. Begge klarer sig udmærket på egne ben.

Det blev et par gode koncerter. Madeleine Peyroux og hendes musikere var super professionelle, og hun var overraskende morsom. Jeg lo faktisk rigtig meget til den koncert. Og så var det selvfølgelig skøn musik.

Man måtte selvfølgelig ikke fotografere til koncerten,
men her er et billede fra inden, den gik i gang.

Også Stacey Kent kan bare sit kram. Der er ikke en tone eller frasering, der sidder forkert. Vi nød musikken, men vi kunne ikke lide Musikkens Hus i Ålborg. Det virkede mørkt og underlig forladt. Den sal, vi var i, blev kaldt Intimsalen, men den var ikke specielt intim efter vores mening, bare grim og kedelig. Faktisk ødelagde det oplevelsen en lille smule. Madeleine Peyroux koncerten virkede mere intim, selv om den foregik i Musikhusets store sal.

Stacey Kent in concert
Foto: Tore Sætre

Billedet er taget af Tore Sætre ved en koncert i Oslo i 2016 (tak for at det må bruges!). Jeg tror, det var samme lineup i Ålborg.

Ellers er det mest nogle symfonikoncerter, jeg husker. Brittens War Requiem har jeg tidligere skrevet om. Senere gjorde både Sjostakovitjs 7. symfoni "Leningrad Symfonien" og Mahlers 3. symfoni stort indtryk. Alle tre dirigeret af Marc Soustrot, og til alle tre koncerter var der hentet forstærkning til orkestret. Det var gode koncerter.

Og endelig også en lille perle af en helt anden slags, nemlig med et rent Bach-program. Meget mindre orkester, igen Soustrot på dirigentpodiet og solister fra orkestrets egne rækker. Tydelig afslappet stemning og ekstranumre. Det var en koncert, jeg blev glad i knolden af.

Alt i alt et super godt musikår.