mandag den 16. januar 2017

Strikkeåret 2016


I 2016 var den største oplevelse i forbindelse med strikning ubetinget Wollfesten i Hamborg. Det var et garnparadis uden sammenligning, og det var bare så herligt at være der sammen med Dorthe og Annett. Jeg tror, det var vanedannende.

I årets løb strikkede jeg cirka 15000 m. "Cirka" fordi der er lidt uenighed mellem mine egne optegnelser og Ravelry.

Under alle omstændigheder har jeg anskaffet mere garn (lige godt 16000 m), end jeg har brugt, så lageret er unægtelig - igen! - vokset. I kroner har jeg købt for 3046,- kr. Godt 3200 m blev købt i Hamborg, men pokker skulle da tage til slaraffenland og så lade kontokortet blive på hotelværelset.

Til gengæld har jeg solgt færdige arbejder for 3280,- kr. Det betyder ikke, at jeg ikke har brugt penge på min hobby, for udgifter til tilbehør (knapper og maskemarkører etc.), opskrifter, bøger, kurser og messer løber op i næsten 1500,- kr. Udgifter til fragt til Hamborg og andre messer er ikke opgjort.

Faktisk har jeg ikke strikket nogen større ting overhovedet, hverken til mig selv eller andre. Jeg har lavet masser af babytøj, masser af pulsvarmere og som noget nyt masser af klude.

Nogle af kludene har jeg lavet opskrifter på. Jeg er bedst tilfreds med den sidste, jeg lavede. Hideaway Lucky, som jeg har kaldt den, er dejlig vaflet og selvfølgelig ens på begge sider. Opskriften er her.

De grå på billedet er lavet af tysk garn, dog indkøbt i Danmark. Det hedder G-B Wolle Cotton 8, og det er noget af det bedste bomuld til klude, jeg endnu har prøvet.

Jeg er stort set færdig med opskriften på en baby slå-om vest, men der har ikke været så stor interesse for de opstrikkede eksemplarer, så jeg gider ikke rigtig lave den sidste korrektur-strikning. Den er lidt i mølposen.

Selvfølgelig kunne jeg også udgive den uden den sidste kontrol. Hvis der er nogen, der går i gang med den, får jeg jo nok at vide, hvis der er fejl - hvilket der garanteret er.

Jeg er yderst tilfreds med en lille babycardigan, jeg strikkede af rester fra min egen køkkenbordstrøje sidst på året.

Opskriften er gratis og ligger på Ravelry. Især halsen er formet rigtig fint.

Desuden klæder glatstrikning Country Casual garnet. Sådan er det vist i reglen med flamégarner og lignende, men det tænkte jeg ikke på, da jeg strikkede køkkenbordstrøjen, som er helt i retriller.

Også sommerkjolen, jeg lavede som en dåbsgave til Erika, blev fin, synes jeg, og den var i hvert fald sjov at strikke i den lækre Scarlet kvalitet fra Permin.

Den er også strikket efter en Ravelry opskrift, denne gang dog en betalingsopskrift.

Endelig er noget af det, jeg er mest tilfreds med, Yrsas halsedisse "Montanagade" og de tilhørende pulsvarmere.


Montanagade (som altså også er den gade i Århus, hvor Yrsa er vokset op) er en af de gode, gratis opskrifter fra Filcolana. Se den her. Pulsvarmerne improviserede jeg.

Og så er der heldigvis også en hel masse andet, som jeg har været glad for at strikke...

Planerne fra sidste år kan jeg nærmest gentage.
Patenttrøjen har jeg ganske vist været næsten færdig med, men faconen var umulig, så den blev trevlet op og venter nu på ny inspiration.

Formindskelse af garnlageret. Ja, selvfølgelig. Forrige år havde jeg sat mig for at bruge 4 gange så meget, som jeg købte. Det var fuldstændig urealistisk. I 2016 var målet at bruge dobbelt så meget - heller ikke realistisk. I 2017 vil jeg prøve bare at bruge mere, end jeg køber.

Opskrift på en babykjole. Ja, måske.

Og endelig færdiggørelse af vægtæppe, selv om det ikke har noget med strik at gøre. Jeg er faktisk blevet færdig med frynserne, men der er også lige nogle kanter, der skal færdiggøres.

Jeg tror ikke, jeg behøver nye planer.

torsdag den 5. januar 2017

Reklame

Foto: Yrsa Andersen

Jeg kan lige nå at gøre reklame for en udstilling på Randers Kunstmuseum: Lysets og farvens mester med værker af Theodor Philipsen. Sidste dag er 8. januar, så det haster.

Vi så udstillingen mellem jul og nytår og var meget begejstrede. Både for de enkelte værker, men også for ophængningen. Al ros til Randers Kunstmuseum.

Man kunne let følge Philipsens udvikling, hvor han i begyndelsen var en mere traditionel maler, men senere under indflydelse af impressionisterne udviklede sin egen stil, hvor netop lyset havde så stor betydning.

Billedet har Yrsa taget med sin mobil, og det er ikke et af de mest repræsentative, men der er en kat på! Og æsler! Billedet er fra 1882 og titlen er "Æselstald i Tunis". Katten er den hvide klat - indrømmet, det er ikke så let at se, men på forstørrelsen, der til gengæld har mistet en del skarphed, kan man da se den.

Ellers nød jeg de mange billeder af dansk natur og af dyrene, især kvæg. Saltholm-billederne havde fået deres eget rum, og de var vist - bortset fra æselstalden - mine favoritter.

tirsdag den 3. januar 2017

2016s bedste...musikoplevelser

Vi har vist været til lidt mindre musik i det forgangne år end sædvanligt. Besparelserne på Aarhus Symfoniorkester er desværre ved at slå igennem, så repertoiret efter vores mening er mere kedeligt, så vi simpelthen ikke går til så mange af koncerterne.

Det er noget grotesk, når Århus nu er kulturhovedstad, at det bare går ned og ned for byens symfoniorkester, som snart ikke kan kaldes et symfoniorkester mere.

Årets bedste oplevelser:
Ikke desto mindre var især én af forårets symfonikoncerter i særklasse, nemlig da vi den 8. april hørte Alban Bergs violinkoncert og Mahlers 1. symfoni. Jeg skrev om koncerten her.

Kort tid efter hørte vi igen symfoniorkestret i en hel anden sammenhæng.

Jægergårdsgade afholdt markedsdag og var lukket for trafik. Til gengæld var der musik i næsten hele gadens længde, da orkestret sammen med et kor og tre solister opførte Line Tjørnhøjs gadeopera Tusk.

Det var sjovt, anderledes og spændende, og så lød det godt. Se mere her.

Da vi var på ferie på Bornholm var vi til midsommersoiré i SvanekeGaarden med violinist Christina Åstrand og pianist Per Salo.

Programmet havde vi ikke set i forvejen, men det viste sig at være lige efter vores hoveder. Meget sommerlig musik (=nordisk tone?), som sammen med den særlige sommerstemning gjorde det til en dejlig og mindeværdig koncert.

Som det kan ses på plakaten var der også en udstilling med arbejder af Gerd Hjort Petersen og Hans Munck Andersen på SvanekeGaarden. Den så vi inden koncerten, og den var også god.

Endelig var der jazzfestivalen, som måske havde et lidt svagere program end sædvanligt, eller også var vi bare til de forkerte ting.

Vi var dog meget imponerede af den estiske sangerinde Karmen Röivassepp. Vi hørte hende i flere sammenhænge. Det mest spændende forgik på den lille Fairbar, hvor Karmen sammen med Nis Hellesøe Myrtue på sax og Sune Pors på guitar spillede et absolut utraditionelt program


Årets skuffelse:
Gadeoperaen var en del af fejringen af Århus Unge Tonekunstneres 50 års jubilæum.
Der blev også afholdt en jubilæumskoncert sammen med symfoniorkestret, og i modsætning til operaen var den en skuffelse.

Vi syntes, musikken manglede substans og var for letbenet og populistisk. I Simon Steen-Andersens Piano Concerto så man (igen og igen!) en film med et flygel, der falder 8 meter ned. Den har vundet priser, men det sagde ikke os noget, og sammensætningen af musik og film er hverken ny eller nok til at gøre musikken spændende.

Mathias Monrad Møller gav i sin "Festtale" musikerne helt frie hænder. En del forlod simpelthen salen (det kunne vi godt forstå), nogle spillede på andre instrumenter end deres eget, andre satte sig ned og snakkede eller tog en kop kaffe. Interessant? Det syntes vi ikke.

Koncerten fik fremragende anmeldelser, men selv om vi sædvanligvis er meget glade for ny musik, så var det her ikke vores kop te. Kun et lille stykke, Aeriality af islandske Anna S. Thorvaldsdóttir, gjorde indtryk.

Apropos det med at sætte musik og film sammen så viste de for nylig på svensk tv en ballet med musik af Eric Satie. Relâche hedder balletten, som er fra 1924. Det var en nyopførelse, der blev vist, men med de originale filmindslag - fra 1924!

onsdag den 28. december 2016

Sarantoya 16 år


Juleaftensdag blev Sarantoya 16 år. Billedet er taget på dagen, hvor hun ligger i sin radiatorseng og nyder varmen.

Et par dage før var vi til dyrlæge med hende. Dels skulle hun have sine årlige vaccinationer, dels har vi været noget bekymrede, fordi hun slet ikke har sin gode appetit mere, og hun har tabt sig meget.

En blodprøve gav et overraskende resultat. Hun har nemlig for højt stofskifte. Et af de mest tydelige tegn på det er, at katten grovæder, men alligevel taber sig. Lige præcis sådan var det med vores Ofelia, som også fik forhøjet stofskifte i sine sidste leveår. Men Sarantoya har bestemt ikke grovædt. Alligevel var det altså det stofskiftet, det er galt med.

Man kan nu få et diætfoder, som faktisk skulle være nok til at stabilisere stofskiftet, og det blev naturligvis straks indkøbt.

Det var spændende, om hun ville acceptere det nye foder, men efter en lidt tøvende start spiser hun nu pænt af det. Først om en månedstid kan vi se, om det har den ønskede effekt.

Vores dyrlæge mente også, at hun har en dårlig tand. Det undrer os lidt, fordi hun gerne har villet spise sin tanddiætmad, som er noget hårdere end hendes anden mad, men hvis hun har en dårlig tand, skal den fjernes. Hun skal i hvert fald ikke have tandpine.

Det sidste foto tog jeg i går, hvor der var masser af sol. Sarantoya er rigtig skrap til at finde solpletterne, her i min seng.


mandag den 26. december 2016

Årets bedste...film

Ligesom sidste år har jeg set 21 film i biografen i 2016. Deriblandt de tre Kieslowsky-film: Blå, Hvid og Rød, som må være uden for konkurrence. De er fantastiske alle tre og forbløffende nutidige trods deres +20 år på bagen.

Godt de fik repremiere. Jeg har dem ganske vist på dvd, men det er altså noget helt andet at se dem i biografen. Især når det drejer sig om film med så udviklet et filmsprog som de her.

Ellers var den film, jeg var gladest for, vist den estiske film Fægteren, instrueret af den finske Klaus Härö. Det var en overraskelse, at en estisk film kunne være så god - hvor kommer alle de fordomme dog fra?

Jeg kan ikke mindes, at jeg skulle have set en estisk film før. Vist nok nogle finske film, jeg husker dog ikke hvilke. Men hvis andre film fra de kanter er lige så gode, så håber jeg på import.

Jeg har ikke set én eneste dansk film og ikke ret mange amerikanske. De andre film, der især gjorde indtryk, var fra Belgien (Det spritnye testamente), Italien (Min mor) og Island (Virgin Mountain og Blandt mænd og får).

Skuffelser: Den tyske Lotte og den ungarske Sauls søn. Den sidste havde fået fantastiske anmeldelser, men jeg kunne ikke fordrage den, især på grund af fotograferingen, som jeg fandt unødigt krukket og i virkeligheden meget ensformig.

Hvad mon 2017 vil bringe på det hvide lærred?

fredag den 23. december 2016

Ja, kunne vi ikke?


Med dette utopiske ønske hermed en julehilsen til alle, der vover sig forbi min blog.

Jeg er sur over, jeg ikke har taget billedet ordentligt - men det havde nu sine årsager. Man måtte nemlig ikke fotografere i det museum i Lübeck, hvor de tre gaveudbringere var udstillet, og en dame med MEGET skarp hørelse piskede gennem salene, hver gang der kom en "kameralyd" et eller andet sted fra. Jeg kan ikke finde ud af, hvad ham til højre i æsken (til venstre på billedet) hedder, og det ville jeg altså gerne vide. Han er jo givetvis jødisk, men er der også noget russisk Far Frost over ham?

Beklager at bloggen - og også besøg på andre blogge - har været forsømt her i december. Det har sine egne trivielle årsager, som der ikke er nogen grund til at plage andre med.

mandag den 12. december 2016

Udflugter i december

Jeg er en kryster, når det drejer sig om at køre i glat føre og bliver hellere hjemme, hvis der er bare små tegn i sol og måne på, at der skulle kunne blive problemer. Denne december har dog været absolut farbar, så vi er indtil nu kommet på de udflugter, vi havde planlangt.

Vi har blandt andet været med RealDania på Ørslev Kloster, der nu fungerer som arbejdsrefugium. Det var et helstøbt arrangement, der startede med introduktion i kirken. der var stemningsfuldt belyst.


Derefter var der rundvisning i klostret, vinsmagning, hvor vi smagte vin fremstillet af nogle lokale vinavlere, jazzkoncert og endelig aftenaffodring med tapas fra Højslev Kro.

Det eneste, jeg var utilfreds med ved arrangementet, var, at der var for dårlig belysning til fotografering. Der boede ellers adskillige katte på klostret, og de var rigtig fine. På et tidspunkt var der to på én gang, og de må bestemt have været enæggede tvillinger, så ens var de.

For et par dage siden var vi så på vores årlige inden-jul-tur til Flensborg. Senere end sædvanligt, og vores yndlingsjulestolle (med rom) var udsolgt. Vi må slå os til tåls med en anden, og det skal nok blive jul også uden romstolle.

Ud over indkøb besøgte vi denne gang Museumsberg.

På vejen dertil hilste vi på Istedløven eller Der Flensburger Löve, som den hedder i Schleswig.

Jeg har før set ham i København, men kunne ikke huske, at han var så stor og imponerende. Han blev flyttet tilbage til sin oprindelige placering på Flensborgs Gamle Kirkegård i 2011 efter at have boet i Berlin fra 1864 til 1945 og derefter i København fra 1945.

I museet så vi to særudstillinger. Den ene med værker af Emil Nolde. Det bliver Nolde-år i 2017, hvor det er 150 år siden, Nolde blev født.

Bissens selvbevidste herre.
Også en form for krigskunst.
Den anden særudstilling havde titlen (un)beteiligt. Kunst im dritten Reich, altså værker af kunstnere, der arbejdede i Det Tredje Rige.

Udstillingen rejser en række spørgsmål, som stadig er noget betændte. Hvordan påvirkede det nazistiske diktatur kunstnerne? Var de medskyldige via deres kunst? Havde de et moralsk ansvar?

Der var ingen tvivl om, at de fleste af værkerne var influeret af den nazistiske tankegang med blandt andet portrætter af Hitler og Göring og billeder af hårdtarbejdende arbejdere og mødre. Absolut en spændende udstilling, og jeg tror, det er første gang, jeg har set et hagekors i Tyskland.

torsdag den 8. december 2016

Gammelt legetøj nr. 2


Vi rydder op og rydder ud. Vi har alt for meget gammelt stående og kan næsten ikke selv være i huset.

Noget af det, vi rydder ud, er det helt fint at komme af med. Andet er det anderledes slemt at skille sig af med. Som nu min barndoms elefant.

Jeg vandt ham i et lykkehjul i et omrejsende tivoli. Min far og mor kørte tit søndagsture med os, og en gang kom vi forbi det her tivoli. Min far elskede ligesom jeg tivolier, så til min store glæde standsede vi og gik ind. Der var ikke meget liv i det, og jeg var den eneste ved lykkehjulet, hvor jeg satsede hele min formue - det har vel været 25 øre - på nr. 1. Jeg fik for første og eneste gang i mit liv frit valg. "Tænk dig nu godt om, inden du vælger" sagde min far, men jeg vidste nøjagtig, hvad jeg ville have: En lyseblå elefant. Jeg var lykkelig, og tallet 1 var mit lykketal i mange år.

Min elefant blev døbt Ceylon. Jeg vidste, at nogle elefanter i cirkus havde geografiske navne, så det måtte også kunne passe til min.

Da vi kom hjem, satte jeg straks elefanten på bagagebæreren på min cykel og cyklede hen til den nærmeste veninde for at vise ham frem. På vejen faldt elefanten af, og jeg var rigtig vred på mig selv over at have været så uforsigtig, men han havde heldigvis ikke taget skade.

Jeg elskede ham højt hele min barndom. Som det kan ses på billedet, er han blevet godt slidt og har også mistet stødtænderne.

De sidste 40 år (mindst, er jeg bange for) har han ligget i en kiste. Vi skal på genbrugspladsen på søndag, og det er planen, at Ceylon skal med, men jeg er stadig ikke helt sikker på, om jeg kan gøre det. Jeg smider ham i hvert fald ikke selv i småt brændbart, men sætter ham i den container, hvor de velgørende foreninger kan hente ting og sager. Jeg tror, han er for slidt til at være bare en lille smule værd, og sandsynligvis sender de ham i forbrændingen, men jeg er i det mindste uvidende om det.

Mens jeg sidder og skriver det her indlæg, har jeg i hvert fald fortrudt beslutningen. Vi må se på søndag...

onsdag den 30. november 2016

Vores lokale julemarked

...fandt sted i weekenden i Åbyhøjs nye beboer- og kulturhus i det gamle elværk på Thorsvej. Markedet er arrangeret af Åby Biblioteks Venner, og det havde de gjort godt.

Om et par minutter åbnes der for publikum, som minsandten stod i kø for at komme ind.

Kranerne i loftet er blevet bevaret
og er med til at giver lokalet karakter.
Elværket blev indviet som Åbyhøjborgernes hus i august, og det er bare blevet så dejligt og fyldt med atmosfære. Det var også særdeles velegnet til julemarkedet. Vi kunne se, at der var en del af de besøgende, der ikke havde besøgt stedet før, for der blev rigtig kigget rundt og især op.

Ligesom sidste år havde vi en stand med vores strik. På plakaterne stod der, at der ville være stande med kunsthåndværk. Vi mener nu, vores strik er mere hobby og husflid end ligefrem kunsthåndværk, men i mange af de andre stande var det kunsthåndværk, endda af høj kvalitet.

Der var mange besøgende på markedet i det gode vejr, men bortset fra lidt trængsel i caféen var der vist plads til alle. Vi solgte også meget bedre end sidste år. Tilsammen fik vi solgt for over 4000,-. Mere end tilfredsstillende, synes vi.

Jeg fik bl.a. solgt alle mine kjoler, så nu må jeg gerne begynde at lave nye. Herligt, jeg kan godt lide at strikke kjoler. Også alle de uldne veste blev solgt. De fleste af dem var også med sidste år, og der blev da kigget på dem, men det var også det hele. 

Pulsvarmerne gik også godt, men det gjorde de også i 2015. Der var ellers adskillige, der havde pulsvarmere med, men mine var vist de eneste med tommelfingre i. Flere par blev solgt til børn, selv om de var for store, men pigerne insisterede på at få dem. Jeg må vist se at få strikket nogle i børnestørrelse.

Én erfaring går dog igen fra sidste år: Vi skal stadig passe på med ikke at bruge alt for mange farver. Men gad vidst, om vi overhovedet får strikket tilstrækkeligt til at også at have en stand i 2017?

torsdag den 24. november 2016

Tirsdag i hovedstaden

Jeg havde ofret en af mine tiltrængte tysklektioner for at komme til København sammen med Dorthe og Yrsa en tirsdag, hvor der er fri entré på Glyptoteket. For sent opdagede jeg, at det ikke gælder særudstillinger - og det var særudstillingen, vi især var interesserede i.

Når man skal betale 110,- kr. for billetten, skal man have god tid. God tid er en mangelvare, når man kun er af sted én dag. Vi tænkte på at kigge ind til kattemumierne eller impressionisterne, men valgte bare at hygge os og indsnuse storbystemningen og helt glemme kulturen.


Det var nu mere julestemningen, der prægede byen. I går så vi til vores overraskelse i Politikens juletillæg, at den helt almindelige røde glaskugle er aldeles umoderne. Hvis de ikke vil være helt utrendy i København, kan de godt få pyntet om. Vi så voldsomme mængder af netop røde glaskugler i voldsomt mange forretninger og spisesteder. Den lille polarræv, som vi så hos Egmont i Vognmagergade er sikkert meget mere trendy. Den er også sød!

Vi havde nogle enkelte forretninger på programmet (ingen garnforretninger :) og ellers improviserede vi. Blandt andet kiggede vi lige ind i det nyåbnede italienske supermarked Eataly, der er kommet i Illums underetage. Jeg ved slet ikke, hvordan man skulle kunne vælge mellem så mange olivenolier og pastatyper. Der var dog også en chokoladeafdeling, hvor det bare var svært ikke at vælge for meget. I virkeligheden fik jeg måske valgt for lidt, for jeg har smagt på to af de valgte stykker, og de var i hvert fald gode.

De tyske julemarkeder breder sig i København, og de har faktisk meget af den samme stemning, men er dog noget mindre end dem, vi kender i Hamborg og Lübeck. Vi gik igennem et par stykker af dem uden at have betalingskortet fremme.

I Strædet med udsigt til rådhustårnet

På det tidspunkt havde vi nemlig indtaget vores eftermiddagskaffe hos Bertels Kager i Kompagnistræde. Et paradis for ostekageelskere - en betegnelse, der passer på os alle tre. Jeg fik en klassisk Key lime, som krævede hele to kopper stempelkaffe til, men der er da mindst syv andre i deres udvalg, jeg også gerne vil prøve. Den er mættende, sådan en cheesecake, og ingen af os havde lyst til gløgg (det har jeg nu sjældent) eller andet i nogle timer efter salonbesøget.

Knud og Krista var med på tur. De nøjedes med at beundre min keylime cheesecake.
Lyset i kagesalonen var dæmpet og hyggeligt, men ikke rigtig tilstrækkeligt til mit kamera.
Vi havde valgt at tage med DSB, for vi sætter alligevel pris på, at der er et ordentligt toilet og plads til at strække benene en gang imellem. Det kan de billige busser ikke rigtig honorere.

Med orange billetter var prisen også blevet rimelig, og det bliver endnu billigere. Hjemad blev vi nemlig nøjagtig 32 minutter forsinket, lige nøjagtig nok til at vi skal have billetterne refunderet. Men godt at det ikke var på udturen, vi blev forsinkede, for da havde vi brug for tiden.

onsdag den 9. november 2016

Et ret sjældent syn


Det går åbenbart lidt op i træer her på bloggen i denne tid. Tirsdag morgen vågnede jeg op til et fint lag sne og et tempeltræ med hængende blade, som om træet havde taget ved lære af rhododendronerne ved siden af.

Jeg kan ikke huske, at jeg før har set tempeltræet hænge med bladene. De er bare faldet af, når tiden var inde, og det har nok sædvanligvis været før den første frost. De fleste blade var da også faldet af for en uges tid siden, men ikke dem alle.

Taktikken lykkedes i øvrigt ikke. De resterende blade dalede til jorden i løbet af dagen.

søndag den 6. november 2016

Gyldne træer og grå dage


I dag er en af de grå dage, som vi mener er typiske novemberdage, men i forgårs - og det var altså også november - så birketræerne sådan ud. De gyldne dage er naturligvis de smukkeste, men de bliver endnu smukkere på baggrund af forskelligheden.

onsdag den 2. november 2016

Usympatiske forretningsmetoder

Der er åbenbart hård kamp om kunderne i detailhandlen, og metoderne til at holde på dem bliver værre og værre. Klub- eller medlemskort, hvor man kan samle point, har længe været lidt af en pestilens. Samlemærkerne, som både Dansk Supermarked og COOP og sandsynligvis flere excellerer i, er en tand værre.

Men Føtex' nyeste ide er det, der for alvor har fået mig op i det røde felt - og til tasterne. Meget kortfattet går ordningen ud på, at man indbetaler 80,- kr. om måneden, og derefter får man 20% rabat på de fleste økologiske varer.

Man skal ikke være specielt spids for at regne ud, at den ordning gavner de store husholdninger med et højt forbrug af økologiske varer på bekostning af de små. I min husholdning er vi to personer, der spiser ret meget økologisk, men ikke særlig meget kød, så vi vil næppe komme op på det forbrug på mindst 100,- kr. om ugen, der skal til, inden vi vil få glæde af rabatten. I stedet vil jeg komme til at betale de store forbrugeres rabat, for nogen skal jo betale den, og det bliver helt sikkert ikke Føtex.

Jeg vil under ingen omstændigheder stavnsbindes til at lægge så stor del af mine indkøb i Føtex. Og jeg vil slet ikke lade koncernen Dansk Supermarked få en snabel direkte ned i min bankkonto. Jeg holder simpelthen op med at handle i Føtex.

Selvfølgelig har jeg brokket mig direkte til kilden og har ikke uventet fået et glat og intetsigende svar retur. Man kan håbe på, at en masse andre også vil give deres utilfredshed til kende. Hvis vi bliver tilstrækkeligt mange, kunne det da ske, at Føtex igen vil overveje, om det nu også er så smart en ordning.

I det hele taget synes jeg, det er gået ned ad bakke for Dansk Supermarked koncernen, efter at Herman Salling ikke har tøjlerne mere. Bilka er bestemt ikke, hvad de tidligere har været. Der er færre forskellige varer, og der er masser af tomme hylder, som det i høj grad kniber med at få fyldt op. Når man tager i så stort et varehus som Bilka, forventer man at kunne få alt på huskesedlen, men det kan vi aldrig. Desuden er der så grimt.

Heller ikke Salling bliver bedre med tiden efter min mening, men holder dog nogenlunde status quo, Kort tid efter Herman Sallings død begyndte de at drøne høj musik ud over det hele, men det er de heldigvis holdt op med igen.

Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg kommer til at handle i fremtiden, men Føtex skal ikke forvente mit besøg.

torsdag den 27. oktober 2016

Gammelt legetøj nr. 1


Vi er ved at rydde op og rydde ud. Blandt andet skal dukkekaffestellet videre.

Yndlingskoppen
Det har været min mors. Hun var barn i 1920erne.

Da jeg var barn, var det stadig hendes, men jeg fik somme tider lov til at låne det, og somme tider blev det også brugt til et kakaoselskab for dyr og dukker. Eller chokolade, som min mor mente var den ægte vare, men den blev nu mest brugt til levende menneskers fødselsdage.

Koppen med den musicerende killing var helt sikkert yndlingskoppen, og den havde også været min mors yndlingskop. Den fik jeg selv lov til at drikke af.

Der er endnu en kop, som ikke er med på billedet, men den mangler underkop.

Bare for sjov havde jeg en gang stellet med til en vurdering hos en såkaldt sagkyndig på en antikmesse. Hans dom var, at det intet er værd, og det er sikkert rigtigt, men på den anden side tror jeg ikke, han havde megen forstand på legetøj. Jeg havde nemlig også et par minibamser med, og dem vidste han ikke nær så meget om som mig.

- men pigen med gæslingen er nu også sød.
Siden min mor døde, har stellet stået i en vitrine hos mig, men nu bliver det ældste oldebarn af hunkøn snart 4 år, og så må hun være stor nok til at få glæde af stellet.

Det er da også meget lettere at lave varm kakao nu om dage. Man sætter vel bare noget kakaomælk i mikroen.

Lige et foto af kaffekanden også:

søndag den 16. oktober 2016

Efterårsjammer


Ovenstående tekst, som jeg så på en plakat i sommer, både passer og ikke passer på mig i øjeblikket.

Jeg hoster og har ondt i halsen og har overhovedet ikke haft lyst til kaffe i over en uge. Grøn te med ingefær er den foretrukne drik. Men ih, hvor jeg længes efter igen at have lyst til kaffe. Det kan da ikke blive ved med det hosteri...

mandag den 10. oktober 2016

Den forbudte ø

Sprogø som de fleste ser den på vej fra Fyn til Sjælland eller omvendt,
nemlig gennem en bilrude. For mit vedkommende dog en busrude.

"Jeg vil gerne låne den bog, der hedder Hvorfor er Sprogø den forbudte ø?" sagde en af mine lidt mere end almindeligt ualmindelige lånere med jævne mellemrum.

Det var tydeligvis meget spændende for ham med de uartige piger, der havde været mere eller mindre spærret inde på Sprogø.

Det er lang tid siden, de slemme piger forlod øen, men den er stadig temmelig lukket. Man kan ikke bare troppe op på øen og kigge nærmere på den. 

Der findes imidlertid guidede ture, og sådan en var vi med på i går. Vi fik fortalt om øen og dens historie af en kyndig guide, mens vi spadserede rundt på stierne på den gamle ø. Endelig ikke udenfor, for så kunne man måske komme til at træde på en grønbroget tudse eller anden truet natur. Det havde vi selvfølgelig fuld forståelse for, men derfor kunne en af tudserne vel godt have hilst på. Det gjorde ingen af dem desværre, vi måtte nøjes med et billede af en tudse i camouflagedragt. 


Anstalten for de "moralsk defekte" og "seksuelt løsagtige" kvinder så vi kun udefra, og den ser ikke helt ud som dengang, den fungerede som anstalt. Den blev lukket i 1961. På mit billede er der et kig ned mod den fra den 24 m høje Fyrbakke.

Efter turen rundt på den gamle ø kørte vi i bussen til Ny Sprogø. Vi så, hvor togtunnelen begynder på vej mod Sjælland, og vi stod i vandkanten og så Vestbroen fra neden. Det var ikke det mindst spændende på turen.


Bilbroen til venstre og togbroen til højre. Det er godt nok noget af et bygningsværk.

Vores tur var arrangeret af FOF, og den var eftertragtet - udsolgt og med venteliste. Det var også en god tur, men rigeligt dyr. Både VisitNyborg og VisitVestsjælland har guidede ture til en mere spiselig pris.

søndag den 2. oktober 2016

Havnefront og kunst i Sønderborg

Sønderborgs nuværende havnefront set fra et af slottets vinduer.

Vi har for nylig været på besøg i Sønderborg og kiggede en del på havnefronten og også på de ret ambitiøse planer, der er lagt for dens udvikling. 

Der er en overordnet ideplan udtænkt af stjernearkitekten Frank Gehry, og det kan mærkes, synes vi. Det bliver spændende,  hvor meget der bliver ført ud i livet, for gratis bliver det selvfølgelig ikke. Vi glæder os under alle omstændigheder til at se mere om nogle år.

Allerede nu er der ret meget kunst i området. På selve havnekajen er der en del skulpturer, blandt andet Günter Grass' Der Butt im Griff.

Hønekilden ligger tæt på havnen. Kilden har nok "altid" været der, men udsmykningen af Vibeke Fonnesberg er ny. Hanen står i midten og skuer ud over sin flok på tre charmerende høner.

Det er også Vibeke Fonnesberg, der har lavet skulpturen, hvor den hedengangne Solofabrik, der fremstillede margarine, havde til huse. 

Fabrikken er helt revet ned, og der er bygget boliger i stedet.

Inde mellem husene kan man finde skulpturen, der også er et monument, med portrætter af nogle af de ledende personer på fabrikken.

Ham med solbrillerne på mit foto hed Ludolf Meins, og han havde den sjældne (går jeg ud fra) titel margarinemester. Det kunne jeg altså ikke stå for.

Jeg kan svagt huske, at der var en margarine, der hed Solo. Jeg kan dog udmærket huske, at der var en margarinekrig, og jeg kan også huske, at den ene part i krigen var Alfa (det var vist den gode part og den, man holdt med), men jeg havde glemt, at den anden var Solo sammen med Oma, som er min barndoms margarine. Jeg tror, min mor altid brugte Oma, der næsten var et synonym for margarine for mig.

fredag den 30. september 2016

Endnu en strikket klud


Jeg har kreeret endnu en klud, som jeg har kaldt Hideaway Lucky - opkaldt efter katten Lucky, som jeg passede i sommer. Hun havde mange snedige gemmesteder, deraf navnet.

Opskriften på dansk eller engelsk finder du her.

Disse to klude er strikket i Alba - 100% bomuld - fra BC Garn, men det er et dårligt valg. Strik i Alba bliver vældig pænt, og jeg ville ikke tøve med at anvende det til tøj, men ikke til klude. Sugeevnen er simpelthen for dårlig.

I bomuld har jeg udover Alba afprøvet Grønhøj Garns Blød bomuld nr. 8, Mayflowers Cotton nr. 8 og Mayflowers økologiske Cotton 8/4. Alle disse er udmærkede, men den økologiske er en anelse bedre end de andre.

Desuden har jeg strikket i hør, nemlig i Allino fra BC garn, og det er nok den, vi allerbedst kan lide.

mandag den 26. september 2016

Kaffe i den fine stue

Vi har igen været på herregårdsbesøg med RealDania. Denne gang havde vi vundet billetter til en rundvisning på Bidstrup Hovedgård, ikke så langt fra Randers. Man kan ikke rigtig se Bidstrup, når man bare kører forbi, så det var et nyt bekendtskab for os.


Det hele blev lidt ekstra interessant, da jeg fandt ud af, at det er Gerhardt de Lichtenberg, der har stået for restaureringen af Bidstrup til nogenlunde det nuværende udseende. Lichtenberg er lige som jeg født i Horsens, han var byens mæcen og har i høj grad sat sit præg på byen. Bl.a. har han skænket det rige barokinventar til Klosterkirken, hvor jeg er døbt.

Lichtenberg himself hænger i Den Blå Stue..
Den imponerende ramme er en gammel spejlramme.
Foruden det halve Horsens ejede han et ret stort antal herregårde. men Bidstrup, der som det ses på fotoet også er i barok, blev slægtens stamhus og har været i slægtens eje uafbrudt siden Gerhardts dage.

Vi blev vist rundt både inde og ude med værtsparret som guider, og dynamikken ligger vist stadig i slægtens blod. I hvert fald virkede den nuværende de Lichtenberg med fornavnet Geert meget foretagsom og engageret.

Fruen i huset, Helle, var ikke mindre dynamisk. Hun viste rundt indendørs og serverede også kaffen i de fine stuer, hvor en del af det gamle inventar var bevaret. Jeg var helt nervøs for at komme til at spilde på bordet.

Detalje fra kakkelovnen i Den Blå Stue. 


Vi besigtigede den gamle herskabsstald, hvor den gamle hat hang nok så dekorativt.

Ellers var det selvfølgelig familiens heste, der påkaldte sig opmærksomhed. Der var fire i alt, men den ene kom ikke lige med på mit billede.


Den ældste bevarede del af hovedgården er fra før de Lichtenbergs tid. Det er en såkaldt agerumslade, og den er fra 1590. Det ses tydeligt på en spændende udskæring i en af bjælkerne:


Når man kigger godt efter, kan man se, at der står "DEN 3. JUNI LOD FRVE SITSEL DETTE HUS OPBØGE ANNO 1590". Fru Sitsel er Sidsel Oxe, der ejede Bidstrup på dette tidspunkt. Sidsels mor var en Gøye. så det må vel være derfor der er en papegøje i det ene våbenskjold, men ellers har Gøyerne tre ibsskaller i deres våbenskjold.  Den, der har skåret planken, har nok bare gættet sig til, hvordan slægtens våbenskjolde så ud.

fredag den 23. september 2016

Citater om katte #37

Uhyre behageligt er det, at der her i Venedig ikke findes en eneste bil, til gengæld rigtig mange katte, flere end den hellige Markus' duer, hemmelighedsfulde og lysøjede, ironisk beskuende turisterne og om natten hylende med beundringsværdige alt-stemmer.
Karen Capek

The cats in the harbour in Allinge

Jeg har aldrig været i Venedig og har i sagens natur ingen kattefotos derfra. Som erstatning er her et af en af kattene på Allinge Havn. Der var næsten heller ikke nogen biler, og kattene så ud til at trives fint.