lørdag den 15. juli 2017

100 års fødselsdag

I dag for 100 år siden blev min mor født. Hun var nr. 2 i en søskendeflok på 7, alle født på Aborg Nygård lidt nord for Assens på Fyn.


Mine morforældre havde nok ønsket sig en dreng - barn nr. 1 var også en pige - som skulle døbes Erik, men da de nu måtte nøjes med endnu en pige, kom hun til at hedde Erikka. Med to K'er og tryk på den midterste stavelse.

Det kom jeg senere til at hedde som mellemnavn, så både min mor og jeg har altid måttet stave både det og efternavnet.

Min yngste nieces yngste datter er kommet til at hedde Erika. Niecen var meget glad for min mor, og pigen er opkaldt efter hende, men K nummer to er meget fornuftigt udeladt.

Som barn fik min mor forfrysninger i benene. Dette gjorde, at hun ikke kunne bruges som husmor, og som den eneste af de fire ældste piger i søskendeflokken fik hun lov at få en kontoruddannnelse. Den yngste, der var 15 år yngre end min mor, fik også en uddannelse.

Det har passet hende godt at være lidt af en mønsterbryder. Hun elskede ikke husarbejde og madlavning, selv om hun nu ikke var så ringe til det. Derimod elskede hun tal, og at føre regnskaber var hendes hjemmebane. Hun var for resten også god til maskinskrivning.

Det allersidste job, hun havde, var at være en slags sekretær for forfatteren Peter Seeberg. Hun var ikke helt sikker på, at arbejde hos sådan en intellektuel som ham var noget for hende, men hun blev rigtig glad for ham og vist også for hans bøger, som hun renskrev i de år.

Billedet må være et ungdomsbillede. Jeg gætter på, hun kun er omkring 20 år, måske endda yngre. Jeg ville egentlig hellere have bragt et andet foto, hvor hun ser ud, som jeg kan huske hende, men jeg har ikke lige tid til at finde et og få det skannet. Og indlægget her skal helst komme den rigtige dag.

Min mor døde for knap 15 år siden. Nogle af hendes sidste ord til mig var, at hun syntes, hun havde haft et godt liv. Jeg savner hende stadig, mangler hende at snakke med og fortælle, hvad jeg oplever. Hun og min far er nok de eneste, hvor jeg har været helt sikker på, at de gerne ville høre alt, hvad jeg havde at berette. Først og fremmest savner jeg at høre hende fortælle og at huske sammen med hende.

mandag den 3. juli 2017

Bedste klude indtil nu


De nyeste klude, jeg har lavet, er også dem, der er bedst i brug. De suger fint og er dejligt bløde.

Garnet er 50% bambus, 50% bomuld. Bomulden skulle lige være økologisk, så havde det været helt perfekt. Nå, det finder jeg måske på et eller andet tidspunkt. I hvert fald er bambus ret miljøvenligt.

Mit garn blev købt på Saltum festivalen hos Frk Fine. Tre nøgler af 50 g var lige præcis nok til fire klude. Strukturmønsteret er af Bitta Mikkelborg, som kalder det White Birch. Det ligger gratis på Ravelry, og i Gitte Gades Strikkede Klude fra A til Ø er der et mønster, der ligner meget. Der mangler bare retrillerne mellem hvert rib-modul. Mønsteret giver en god struktur til kludene og er ekstremt let at strikke.

På banderolen anbefales at strikke med pinde nr. 4-5, men jeg har strikket på nr. 3, og det passer til kludene, synes jeg.

onsdag den 21. juni 2017

Det var sommer, det var sol, og det var søndag...

Der var i hvert fald både sommer og sol, da vi i søndags forlod Elbphilharmonien efter koncerten.


Jeg har senere reflekteret noget over det med søndagen. Den er nemlig anderledes i Tyskland end i Danmark, og jeg er sikker på, det er, fordi der ikke er åbent i butikkerne. Der er en helt anderledes og meget mere intens fridagsstemning.

Vi kunne sagtens leve med i stemningen. Man skulle måske synes, at når vi nu var taget helt til Hamborg, så burde vi da lige nå en eller anden udstilling også, men det sprang vi over.

Vi gjorde som alle de andre: Spiste frokost på restaurant, spiste is, drak kaffe. Kiggede på alle de andre, nød fridagen.

Det er først bagefter, jeg rigtig har tænkt over forskellen, og jeg fik ikke taget nogen billeder af søndagslivet. Det nærmeste er billedet med svanerne, og det var jo unægtelig mere svaner end folkeliv, jeg fik foreviget.

Der er rigtig mange svaner i Hamborg, men det er først for nylig, jeg fandt ud af, at de er et af Hamborgs vartegn. Man siger, at så længe der er svaner på Alsteren, så længe vil Hamborg være en rig og lykkelig by. Derfor bliver der passet godt på byens svaner. De har også deres egen hjemmeside, eller mere præcist: "Svanevæsenet" har sin egen hjemmeside.

I den udsendelse, jeg så, fik man bl.a. fortalt, at når vinteren nærmer sig, bliver svanerne indfanget og sejlet til deres vinterkvarter i Eppendorfer Mühlenteich, som bliver holdt isfri. Det var så sjovt at se, hvordan svanerne sad nok så nydeligt og kiggede sig omkring i de både, der sejlede dem til Eppendorf. Det så næsten ud til, de nød sejlturen. Der er billeder af det på Svanevæsenets side. Et af de bedste er det her.

Som sædvanlig fik jeg taget nogle billeder af mine elskede kraner:

Før koncerten. Skyerne og disen en endnu ikke forsvundet.
Efter koncerten, men ingen kraner på dette billede. Til gengæld en del blå himmel.
Billedet er taget fra Plazaen på 8. etage i Elbphilharmonien. Man kan blandt andet se
St. Michael-kirkens tårn og fjernsynstårnet, også nogle af Hamborgs vartegn.



Efter koncerten tog vi færgen fra Elphi til Landungsbrücke.
Jeg var langt fra den eneste, der havde kameraet fremme.

Man kan vel med rette kalde koncertbygningen for endnu et vartegn.

Hamborg er en rig by, også på vartegn.

mandag den 19. juni 2017

Champagnefarvet koncerteufori

For over et år siden købte vi billetter til vores første koncert i Elbphilharmonien i Hamborg. På programmet: Arnold Schönbergs Gurre-Lieder. Et senromantisk værk for stort orkester, solister og kor fra før Schönberg blev tolvtone-komponist.

Vi havde forberedt os. Læst I.P. Jacobsens digte, som blev sat i musik af Schönberg, på dansk og delvist på tysk, og vi havde hørt et par forskellige indspilninger. Og vi glædede os.

Da jeg printede billetterne ud for et par dage siden, opdagede jeg, at koncerten skulle finde sted kl. 11 og ikke kl. 15, som jeg havde bildt mig ind. Kortvarig panik, men det viste sig, at Deutche Bahn også om søndagen har timekørsel fra Flensborg, så vi skulle bare vældig tidligt op for at komme med afgangen omkring kl. 7.

På vej op til 13. etage
Vi havde fået en pæn mail fra Elbphilharmonien, hvor man anbefalede, at vi var der ikke mindre end tre kvarter før koncerten startede. Det er måske i lidt overdreven god tid, men man bør bestemt ikke komme i sidste øjeblik, for så når man ikke fra indgangen til koncertsalen i tide.

Der er immervæk mange etager, rullende trapper, almindelige trapper, elevatorer. Overalt bemærker man det diskrete maritime præg. Ingen tvivl, det er et både spændende og meget smukt bygningsværk.

Vi var i god tid og nåede både at kigge på Hamborg fra plazaen - udsigtsplatformen, der går hele vejen rundt om bygningen på 8. etage - og at få en kop kaffe på 13. etage, hvor vores indgang var, inden vi fandt vores pladser.

Jeg tror, koncertsalen er den smukkeste, jeg nogensinde har set. Den er af samme type som DRs, hvor publikum sidder hele vejen rundt om orkestret, men Hamborgs er champagnefarvet og meget lysere og lettere end DRs rødbrune, der kan virke noget anmasende.


Billedet er taget, inden koncerten startede. Orkestret er ved at stemme. De tomme sæder bag orkestret blev senere fyldt op med koret. Man kan også se orglet. Det indgår som et diskret, men smukt element i salen.

NDR Elbphilharmonien er et stort orkester.  Vi lagde straks mærke til, at der var ikke mindre end fire harper. Der var syv klarinetter, og sådan var det hele vejen igennem. Det giver altså en flot lyd. Der var også et stort kor bestående af to mindre kor på i alt over 100 medlemmer. Det hele blev dirigeret af elegantieren Kent Nagano.

Når der er så stor en lyd fra orkestret, skal der noget særligt til fra solisterne, og vi syntes desværre, at tenoren, der sang Kong Valdemars rolle, var lidt svag. Nogle gange blev han næsten overdøvet af orkestret. Det kan godt ske, det er et generelt problem i Gurre-Lieder, for på i hvert fald den ene af de indspilninger, vi har hørt, er problemet det samme. Det kan også have været akustikken eller indstuderingen.

De øvrige solister var gode. Heldigvis var sopranen, der sang Tove, virkelig god, og mezzosopranen, der sang skovduen, var helt forrygende. En af Toves sange er en af de smukkeste kærlighedssange, man kan forestille sig, og den blev sunget smukt.

Akustikken var ellers generelt god og klar. Jeg ved ikke, om det er akustikkens fortjeneste, eller det var, fordi publikum var meget disciplineret, men man hørte ikke megen hosten. Lige til sidst, hvor hele orkestret og hele koret var i gang, kom der dog nogle svingninger, der ikke burde være der.

Sjovt nok er Gurre-Lieder på programmet i næste sæson i vores egen koncertsal. Det bliver spændende at høre en anden fortolkning i salens ekstremt klare akustik. Man kan nærmest høre hver enkelt instrument i orkestret, til gengæld kan man også høre hver eneste lille lyd fra publikum. Og det århusianske publikum er ikke særlig disciplineret med hensyn til hoste.

Gurre i Elbphilharmonien var en stor, skøn oplevelse, som gav lyst til at høre flere koncerter i Hamborg. Jeg prøvede lige i formiddags at kigge på programmet for den næste koncertsæson, men det kunne jeg godt spare mig, for der er allerede helt udsolgt. Hvis man tror, man lige kan improvisere er koncerttur til Elphi, så må man tro om igen. Der skal planlægning til. Det tager vi til efterretning, og så er vi glade for, at vi kendte vores besøgelsestid sidste sommer.

onsdag den 14. juni 2017

Nordjyske dyrebørn

En af fordelene ved at tage på ferie midt i maj er, at der er ret små dyrebørn på markerne.

Tæt på hvor vi boede ved Nørlev Strand, ligger Skallerup Indlandsklitter. I det fredede område går der altid en masse heste og får, og denne gang var der mange lam. Nogle af dem bittesmå, og vi syntes, der kom flere til i løbet af den uge, vi var der.

Man må gerne gå ind i området, så det gjorde vi selvfølgelig, men mødrene var agtpågivende og gik med deres afkom, hvis vi kom for tæt på.

Kom så, børn - der er mærkelige dyr på to ben i nærheden
Hende herunder var nu ret cool. Måske var det, fordi vi faktisk på dette tidspunkt stod på den anden side af hegnet. Er får så kloge, at de kender forskellen? Det skulle såmænd ikke undre mig.

Æv bæv, I kan bare ikke nå os




Foruden fårene og hestene gik der to store tyrekalve i klitterne. De var godt nok ikke babyer mere, men må have været fra sidste år, men hvor var de dog kønne.

Jeg var helt forelsket i den lyse, som vi kaldte Isbjørn på grund af aftegningerne. Han så så blid ud og havde det kønneste udtryk, man kan forestille sig.






Den anden kaldte vi af åbenlyse årsager Bæltedyret.


Han var nu også fin.


Vi så også mange nyfødte kalve, men dem fik jeg af en eller anden grund ikke fotograferet, Lige bortset fra det her, hvor mor igen har anbragt sig strategisk mellem barn og tobenet.


Vi var som altid en tur i Mygdal, hvor vi besøgte både Mygdalhus - det er sådan et godt udstillingssted - og Rav-Værkstedet, hvor den dygtige ravsliber og smykkemager Andreas Wörner holder til. 

Over for Rav-Værkstedet gik der på en mark en masse Pippi Langstrømpe-heste - og føl!






Det yngste føl kan ikke have været mange dage gammelt og var stadig meget uharmonisk at se på med et alt for stort hoved, men det skal såmænd nok vokse sig lige så kønt som det lidt ældre føl og de voksne heste.
Jeg billedspammer lige med et par portrætter af Bæltedyret og Isbjørn:



torsdag den 1. juni 2017

Friluftsteater

Som hovedparten af den danske befolkning formodentlig er klar over, er Århus europæisk kulturhovedstad i år. Jeg må indrømme, at jeg er ret skeptisk med hensyn til, om der kommer noget interessant ud af det bukseskind

Jeg forsøger alligevel at være åben for, hvad er foregår, og i den ånd købte vi billetter til "den store satsning", Røde Orm som friluftsteater, opført af Det Kongelige Teater. Eller som forestillingen hedder her i byen: Røde ÅRM.


Tirsdag aften bivånede vi så, at Røde Orm vendte hjem til Danmark, Århus og Moesgård efter vikingetogt til de britiske øer.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har bogen present. Faktisk er jeg i tvivl om, om jeg nogensinde har læst det hele, eller om jeg bare kender Harald Blåtands julegilde. Jeg mener dog at vide, at bogen skulle være yderst underholdende. Det var teaterforestillingen desværre ikke.

Tværtimod var den lumsk kedsommelig. De skuespillere, der ikke lige havde hovedroller, var rimeligt stive i det, og jeg manglede nogle sidehandlinger. Totalteater var det i hvert fald ikke. Desuden blev omgivelserne ikke udnyttet til ret meget, og det er vel ellers en af ideerne med friluftsteater. Jeg syntes heller ikke om, at Svend Tveskæg rendte rundt i cowboybukser.


Harald Blåtand var noget mere opfindsomt iscenesat. Ham kunne jeg godt lide.

Ikke alt var skidt. Man kunne for eksempel forstå hvert ord, der blev sagt. Jeg havde hørt nogen sige, at der blev deklameret, som Poul Reumert ville have gjort det. Noget overdrevet, men der var en tydelig tekstudtale, og det, mener jeg, er nødvendigt netop til en udendørs forstilling, hvor ordene ellers let kan drukne i blæst og andre lyde. I parantes bemærket kunne jeg tit ønske mig en bedre tekstbehandling i andre sammenhænge også.

Dialogen som sådan var ikke ret interessant eller spændende skrevet, men der var en vis spændstighed i måden, den var skrevet på. Ikke helt på vers, men der var både rytme og rim. Det talte på plussiden.

De to ravne, der fulgte slagets gang fra toppen af taget, var et godt indslag. Det var en af den slags små sidehandlinger, som der godt kunne have været mange flere af.

Røde Orm skal forestille at være en familieforestilling, men efter min mening var det mere børneteater - ganske vist i stort format - end teater for alle, og det var vel derfor, vi kedede os så bravt.

Jeg har læst, at der er solgt mellem 70000 og 80000 billetter til forestillingen, og set i det lys er den store satsning måske alligevel lykkedes. Kvantiteten er der, men kvaliteten mangler.

torsdag den 25. maj 2017

To vidt forskellige dage

I dag har været ren afslapning. Stod sent (meget sent!) op og har tilbragt dagen med et par kapitler i en krimi, strik i haven og fjernsyn. Intet andet.

Mens jeg sad og strikkede, opdagede jeg, hvordan mit kaffekrus, garnet og hortensiaen i krukken passede sammen. Som om det ikke kunne være nok, matchede min ingefærkiks også garntrissen.

Det er næsten for Bo Bedre-agtigt, men jeg syntes alligevel, det skulle foreviges.

I går var ganske anderledes. Tidligt (meget tidligt!) op og med lyntoget til København, hvor vi mødtes med Lise, der kom ind fra Vestsjælland.

Jeg skulle blandt andet hente et billede, jeg havde reserveret, hos Clausens Kunsthandel.

Jeg har længe vidst, at Clausens Kunsthandel eksisterede, men har aldrig været der før. Da jeg fandt mit kunstværk på nettet, fandt jeg samtidig ud af, at kunsthandelen lukker om kort tid. Ærgerligt, det er ellers et spændende sted.

Det gælder både udstillingerne, butikken og det hus, kunsthandelen ligger i, og som nu er blevet solgt og åbenbart skal bruges til andre formål.

Det er et gammelt bindingsværksshus. Da vi havde set udstillingerne, sad vi lidt i gården og nød omgivelserne og solen. Hvad mon det er, Lise er ved at henlede vores opmærksomhed på? Jeg kan ikke huske det, men både den gamle bygning og kunsten i gården var værd at kigge på.

Vores fødder blev aldeles flade af at vandre rundt i byen. Da vi havde fået Lise sendt hjem igen, havde vi bare lyst til at hvile futterne. Det blev gjort i selskab med et par g&t, indtaget på en café, hvor bordene var pyntet med potter med lilla blomster. Er det en slags primula? Kugleprimula måske?

Hjem igen med lyntog. Det var så forsinket, at det udløser rejsetidsgaranti (sker det egentlig ikke ret tit?), så der er basis for endnu en tur, hvor vi måske når det, vi ikke nåede i går.

Vi var helt færdige, da vi endelig var hjemme hos Sarantoya igen.

tirsdag den 23. maj 2017

Uldfestival i Saltum

Når vi havde lejet vores sommerhus så forholdsvis tidligt på året, havde det en grund: Vi ville til uldfestivalen i Saltum, som vi ikke har prøvet før, men som vi har hørt meget godt om.

Selve festivalen er nu flyttet lidt uden for byen i nogle telte på en mark, men det betyder ikke, at der ikke foregik noget i selve Saltum. Faktisk så det ud til, at stort set alle i byen var involveret, der formeligt summede af liv.

Blandt andet var egnssamlingen åben. Den består af en hel del huse med forskellige udstillinger, men det sjoveste var nok en samling af 150 strikkede kjoler.


Strikket af én eneste kvinde, nemlig Marie Larsen, født i 1922. Hendes familie har fortalt, at hun altid strikkede, og det tror man gerne, mængden af efterladte kjoler taget i betragtning. Marie var ikke bange for farver, og kjolerne var meget delikat præsenteret i forskellige farveblokke.

De fleste af kjolerne var strikket med bærestykke, som man kan se på det øverste billede, men man kunne alligevel godt lidt følge tendenser i moden, især i farverne, men også i modellerne.

På udstillingen blev der også vist lidt andet end kjoler. Blandt andet den fine rosa top, der vist nok var fra lige efter krigen.

Alt var utrolig fint strikket, hun har været dygtig, hende Marie.

Festivalen mener selv, at den er den største i Skandinavien, og det er sikkert rigtig nok. Der var i hvert fald enormt mange stande. Mange af dem havde bare det samme garn, eventuelt med forskellige banderoler. En irriterende praksis, synes jeg.

Supersoft og Coast fra Knoll Yarns var rigt repræsenteret under mange forskellige navne.

Desværre eksisterer samme firmas Samarkand-garn ikke mere. Den har jeg været meget glad for, og jeg har da også stadig lager af en del farver. Imidlertid har Hjertegarn fået en tilsvarende kvalitet, som de kalder Wool Silk, ligesom de også har fået en uld/bomuld i samme sammensætning som Coast. Hjertegarns er bare økologisk, men måske er det alligevel Knoll-garner i Hjertegarn-forklædning og med uld/silken på menuen igen???


Mine indkøb var beskedne (synes jeg da selv), og jeg købte hverken suppe eller sokker. Festivalen har ry for, at vejret altid er elendigt, men vi havde jo heller ikke været der før, og vi bragte måske det gode vejr med :) Det har ejeren af sokkestanden nok ikke været tilfreds med, både dejlige uldsokker og sup(p)er dejlige uldsokker egner sig bedre til regnvejsdage end til klar sol.

mandag den 22. maj 2017

Havgus

I sidste uge var vi igen på ferie i Nordjylland. Ved Nørlev Strand, samme sted som vi var for to år siden.

Vi har aldrig før været der så tidligt på året, og måske var det på grund af årstiden, at der var usædvanlig meget havgus.

Sommerhuse på vej i havet?

Her er det nede på stranden, hvor gusen rullede ind fra havet.

En anden dag var vi ved Rubjerg Knude Fyr. Det var fint vejr, da vi gik fra parkeringspladsen, men undervejs blev fyret mere og mere usynligt. Det sidste stykke vej går man gennem milen, og da kunne vi overhovedet ikke se fyret. Der kom nogle mennesker gående den modsatte vej, så vi regnede med, at fyret nok var i den retning, og ganske rigtigt. Pludselig kunne vi skimte det lige foran os.

Yrsa og Annett på vej de sidste meter mod fyret

Der skulle være en fantastisk udsigt fra fyret, men det var der så ikke den dag. Vi gik ganske vist op i fyret, og somme tider fik man lige et glimt af bølgerne, men det meste af tiden måtte vi gætte os til, at der var en klint og et hav. Til gengæld fik vi så rigtig oplevet havgus, og det var faktisk slet ikke så dumt.

Fyret er dødsdømt, men hvornår det styrter i havet (det vil sige, det bliver jo nok pillet ned inden ligesom Mårup Kirke), ved man nok ikke med sikkerhed. Derimod har man anslået, hvor hurtigt sandklitten vandrer ind i landet. På vejen til fyret er der pæle, hvor der står, at så langt regner man med, sandet er nået i det og det år. Spændende og lidt uhyggeligt.

Servitricen i den café, hvor vi spiste frokost efter vores tur til fyret, mente, at vi skulle gentage turen, for mens vi spiste, var havgusen fuldstændig forsvundet. Det gjorde vi nu ikke, men vi så "sanddyngen" og fyret på afstand mange gange.

Udsigt fra Vennebjerg Kirke

Jeg har for resten fået min egen bænk på Nørlev Strand:

Annett har fotograferet
Det vil sige, egen og egen - mon ikke jeg skal dele den med mindst én anden Kirsten.

onsdag den 17. maj 2017

Symfonikoncertsæsonen

For et par uger siden var vi til sæsonens sidste symfonikoncert, og den sidste blev også den bedste.

Brittens War Requiem stod på programmet, og det er jo et mægtigt værk. Stort orkester, kammerorkester, stort kor, drengekor, tre solister. Åh, hvor lød det fantastisk i vores symfoniske sal. Storslået, forfærdende, rørende, bevægende.

Opbygningen af værket er spændende. Orkestret, korene og sopranen tager sig af de traditionelle latinske requiem-tekster, mens kammerorkestret, tenoren og barytonen synger de engelske tekster, som er digte skrevet af en helt ung soldat, Wilfred Owen, under Første Verdenskrig. Meget gribende. Wilfred Owen døde i kamp kun én uge før krigens afslutning.
War Requiem er et antikrigsværk. Det er også et freds- og forsoningsværk. Det høres i både musikken og teksten, hvor alle de medvirkende til sidst forenes.

Værket blev uropført i Coventry i forbindelse med katedralens nyindvielse i 1962. Den gamle middelalderkatedral var blevet bombet sønder og sammen i 1940. Jeg har for mange år siden været i Coventry for at se den nye katedral og de bevarede ruiner af middelalderkatedralen, og selv om jeg ikke husker, præcis hvordan det så ud, så husker jeg de tanker, man uvilkårligt måtte gøre sig om krigens væsen og fornemmelsen af historiens vingesus.

Jeg spekulerede på, om ikke aftenens sopran, Inger Dam-Jensen, godt kunne klare at synge Góreckis 3. symfoni. Den kunne jeg utrolig godt tænke mig at høre live. Det er helt sikkert ikke noget let værk at spille, og måske blokerer den ikonografiske indspilning med Dawn Upshaw for nye fortolkninger, men jeg kunne nu ikke desto mindre godt tænke mig, at nogen vovede det.

Den ret beskedne plakat for Baltic Philharmonic Orchestra.
Bemærk den fikse fastgøring af den cylinderformede tingest,
der vst har et eller andet med strøm at gøre,
til venstre for plakatsøjlen.
Bare et par dage efter var vi til endnu en stor koncert, om end af en helt anden karakter.

Kristjan Järvi kom med sit Baltic Sea Philharmonic og spillede "vandværker".

Händels Water Music i en moderne bearbejdning var måske ikke så interessant, men resten af aftenen blev Philip Glass' 80 års dag fejret. Jeg er vild med Philip Glass, og det er Kristjan Järvi øjensynligt også.

Først blev den 2. violinkoncert opført med Mikhail Simonyan som solist, og efter pausen hørte vi hans Aguas da Amazonia.

Jeg troede ikke, jeg kunne høre noget smukkere end den 1. violinkoncert, men den 2. var tæt på, og Amazonflodens vande er et vildt spændende værk. Kristjan Järvi har fået lov at Philip Glass til at få lavet en orkesterudgave, og det var den, der blev spillet.

Man kunne tydeligt høre, at vi var kommet til en anden verdensdel, musikken var umiskendelig Philip Glass, men meget varmere og mere let bevægelig end Glass plejer at være. Ind imellem meget dansabel, og Järvi formeligt dansede på sit dirigentpodie. Ikke ganske usexet.

Næste sæsons program er på trapperne. Vi venter med spænding og sidder ved tasterne, når billetsalget åbner.

mandag den 8. maj 2017

UPS!!!


Så gik det galt. Med garnlageret. Det blev lige pludselig forøget med knap 3900 meter, næsten lige så meget, som jeg indtil nu har strikket i år.

Anledningen var ophørsudsalg hos Emooto. Alle garnpriser er reduceret med 50%, også et af mine yndlingsgarner og et, som jeg tror, kan blive det.

Begge er fra Permin. Det, jeg kender, er Scarlet, der er sammensat af 58% hør, 26% viscose og 16% bomuld. Jeg synes, det er lækkert at strikke af, og det giver et fint resultat. Jeg har et stykke tid tænkt på at lave noget i de blå nuancer, så med den store prisnedsættelse kunne jeg ikke styre mig.

Det andet garn er Elvira, som er lavet af 42% bomuld, 40% silke og 18% hamp. Det er de grå, brune og naturfarvede nuancer i den ene side af billedet, de øvrige, lidt blanke, er Scarlet.

Jeg har noget bestemt i tankerne med Elvira-garnet, faktisk til mig selv for en gangs skyld, men jeg mangler en enkelt farve, som ikke findes i Elvira, så måske bliver det alligevel noget andet. Det haster ikke, jeg er i gang med adskillige andre projekter, som det hedder i nutids strikkesprog. To af projekterne er bestillinger, hvor garnet er indkøbt til formålet, så de gør ingen indhug i det bugnende lager.

Faktisk synes jeg, jeg kan høre strikkepindene kalde lige nu.

tirsdag den 25. april 2017

Humor i reklamer

Reklamer er jo stort set en pestilens, men det hjælper gevaldigt, når reklamen er sjov. Det synes jeg, den her er:


Jeg kan meget godt lide Toms skildpadder, selv om de er lidt oversøde. men jeg kunne meget bedre lide forgængeren, den flade skildpadde med romcreme.

Den kom til verden samme år som mig, nemlig i 1949. Gik den mon ud af produktion, da den høje skildpadde blev introduceret?

Det gjorde den jo nok, men jeg ved med sikkerhed, at jeg spiste flade skildpadder i sommeren 1968.

Jeg var sammen med mine forældre, min søster og min faster Vera og onkel Arne fra København på en biludflugt i det jyske. Ude på heden, så vidt jeg husker ved Hampen Sø, lå der dengang en købmandsforretning. Onkel Arne bad om en pause, gik ind til købmanden og kom ud med en enorm pose fyldt med flade skildpadder. Jeg havde aldrig forestillet mig, at nogen kunne købe så mange skildpadder på en gang, men det var nok onkel Arne i en nøddeskal. Måske har det været restlageret, han købte, men de smagte ikke for gammelt, og vi smovsede i padder.

I virkeligheden er chokoladeskildpadden altså mere end 50 år gammel, men trods alt en årsunge i forhold til de virkelige skildpadder, der kan blive flere hundrede år gamle.

torsdag den 20. april 2017

Kan I huske #2

CURLERNE?

Jeg kan. I mine yngre dage forsøgte jeg mig en kort overgang med curlere i håret. Det var nok inden Carmen-curlernes tid, for sådan nogle har jeg aldrig forsøgt mig med.

Men de der curlere, hvor der stak stive hår ud, som stak en i hovedbunden, dem har jeg afprøvet. Man skulle sove med dem om natten, hvilket var ret ubehageligt.

Jeg blev aldrig gode venner med curlerne, og resultatet, når jeg havde forsøgt mig med dem, var heller ikke værd at snakke om.

Ærlig talt så troede jeg ikke, man kunne købe curlere mere, men i Flensborg har de dem i hvert fald. I mange forskellige størrelser, og man kunne også købe den stikkende model.

I det hele taget kan man få mangt og meget i Tyskland, som man ikke kan få i Danmark. Da vi var der påskelørdag, undersøgte vi udvalget af koffeinfri kaffe i Citti Markt.

Af en eller anden grund kan man ikke mere købe Café Noirs koffeinfri, som jeg har drukket i spandevis af, og som formodentlig har sparet mig for mangen omgang irriteret mavesæk. Jeg har prøvet den koffeinlette, men den smager ikke så godt og er i sagens natur ikke helt koffeinfri. Så har jeg fundet et par andre mærker af koffeinfri - ingen af dem smagte ret godt.

Vi indkøbte tre forskellige mærker i Citti Markt (i Citty-Park) og er i gang med den første, som smager glimrende. Kan det virkelig passe, at man skal til at købe sin kaffe i udlandet? Godt nok har vi ikke noget mod en tur til Flensborg, man alligevel.

P.S. Kan I huske #1 var om Ole Lukøje natkjolen.

mandag den 10. april 2017

Gå-glip-af-noget-mere-dag

...også kaldet RAMA festival. RAMA festivalen er Det Jyske Musikkonservatoriums festival, hvor de studerende spiller og optræder på samtlige scener og lidt til i Musikhuset - også i Ålborg for den sags skyld, men vi har rigeligt at se til her i Århus. Festivalen fandt i år sted i lørdags.

Der foregår en masse samtidig, så man må vælge. Og gå glip af det, man vælger fra. I år valgte vi slagtøj, orgel, fløjter, big band og cello plus kor, og vi fortrød ikke en eneste af koncerterne.

Den største overraskelse var nok den sidste koncert, som var med Ensemble Edge. Én cellist og 17 korsangere samt en dirigent plus i et af stykkerne en violinist. Al musikken var skrevet i et tiår omkring 2000, og det var spændende musik. Bl.a. af Peteris Vasks, som jeg kender og godt kan lide, men også et stykke af Richard Rodney Bennett, som indtil lørdag var ukendt for mig. Jeg nåede ikke at fange teksten, men musikken var dybt bevægende, og bagefter fandt jeg ud af, at teksten er en anti-krigstekst skrevet i 1600tallet af Ralph Knevet. Jeg hører gerne Ensemble Edge igen.

I Symfonisk Sal er der ikke lys nok til, at jeg kan fotografere med mit kamera, men i Lille Sal og i Rytmisk Sal lykkedes det mig at få nogle ok billeder.

I Rytmisk Sal hørte vi Röivassepp Big Band.


Sidste år på jazzfestivalen hørte vi Karmen Röivassepp flere gange, så egentlig kom det ikke bag på os, at den talentfulde unge dame også kan lede et big band.

Mon dog ikke, der bliver lejlighed til at høre hende - og måske endda også hendes big band - på dette års jazzfestival?

Der foregår rigtig meget musikalsk i Århus i denne tid. Vi har været til et par jazzkoncerter, den bedste med Admiral Awesome, som der sikkert også bliver genhør med i juli.

I går aftes var vi til den mest mærkværdige koncert, vi vist nogen sinde har overværet. Igen slagtøj, koncerten var et led i Nordic Percussion Festival.

For det første virkede det, som om Musikhuset allerede var lukket ned. Alle døre til den store foyer var låst af. Først da vi kom til bagdøren ved Symfonisk Sal, kom vi ind.

For det andet var der kun ganske få tilhørere. Indtil et par minutter i koncerten var vi under 20, men der nåede at komme lidt flere, så vi nok var omkring 30 i alt. Ingen problemer med at få gode pladser i den store sal, selv om vi kun var der fem minutter før start. Måske var der nogen, der opgav, fordi de ikke kunne finde indgangen.

Koncerten havde undertitlen "Hearing sounds - listening to new instruments", og jeg skal love for, det var anderledes instrumenter. Eller anderledes og anderledes; i det første stykke, Solum, af Jexper Holmen blev der spillet på vinglas og marimbaer. Vinglas har man spillet på i lang tid, men jeg har nu aldrig før hørt dem i moderne kompositionsmusik.

I det andet stykke af Michael Pisaro, Hearing Metals, betjente 16 slagtøjsspillere 16 bækkener med blandt andet buer, bønner og riskorn. Et meget stille musikstykke, og det er Solum også. Ikke lige det, man normalt forbinder med slagtøj. Vi kunne nu godt lide vinglasmusikken, men syntes at riskornbetjeningen af bækkenerne måske var lige ensformig nok.

Der har vist aldrig været så stille under en koncert i Symfonisk Sal. Som en af de andre tilhørere bemærkede bagefter, så hørtes ikke et eneste host. Der var så heller ikke så mange til at hoste.

torsdag den 6. april 2017

Levende hegn


Jeg holder meget af levende hegn med blandet beplantning. Der sker hele tiden noget - og fuglene elsker dem også.

Lige nu er det mirabelletræerne, der tager prisen hjem som de smukkeste. Ved vores nærmeste busstoppested står der et par stykker, og de er bare så fine, tæt besat af hvide blomster som de er. Det er en stor fornøjelse for mig, hver gang jeg ser dem.


Om efteråret kommer der selvfølgelig masser af frugter, men dem er der vist ingen, der sætter synderlig pris på. Måske ikke engang fuglene. Jeg kan sådan set godt lide mirabellemarmelade, men spiser yderst sjældent marmelade overhovedet, så jeg "høster" heller ikke.

I stedet skal man passe på ikke at komme til at glide i frugterne.

I vores grundejerforening er medlemmerne ikke glade for træer (tænk hvis de skulle stå i vejen for en solstråle!), så den fælles beplantning er her i foråret blevet skåret ned til nærmest ingenting. I stedet for udsigt til træer har vi nu udsigt til genboernes carporte og rækkehusenes ens (og ret kedelige) indgangspartier.

Behøver jeg skrive, at jeg ikke er begejstret. Jeg har flere gange kæmpet for træernes bevaring på generalforsamlingerne. Forgæves! Som i så mange andre foreninger bliver demokrati i vores forening tolket som flertalsdiktatur.

mandag den 27. marts 2017

Savle, savle...

Den Gamle By har fået en ny attraktion:


Det drejer sig om en samling af danske smykker fra 1900tallet. Primært i sølv, men også nogle i andre materialer.

Det er en hel unik samling på 1000 smykker. Den blev over 40 år samlet af et tysk ægtepar, og hele samlingen er nu kommet til Den Gamle By, hvor den bliver vist i sin helhel.

Danske smykker skilte sig i 1900tallet ud fra den europæiske smykkekunst i øvrigt. Smykkerne var mere for "almindelige" mennesker, udarbejdet i sølv og billigere stene som de var, hvor man i resten af Europa arbejdede med guld, brillianter og andre kostbarheder.

Der danske smykker var enklere og mere funktionelle og i meget høj grad præget af godt design. I starten af århundredet i skønvirke-stil, senere blev det funktionalismen og modernismen, der prægede smykkekunsten.

Det er en stor og spændende udstilling. Jeg tror, at jeg kommer til at vende tilbage til den mange gange. Mærkeligt nok var der ikke så mange af smykkerne, jeg var helt syg for selv at eje, men der var undtagelser.


Brochen på billedet er aldeles bedårende, synes jeg. Det er sølvsmeden Evald Nielsen, der er ophavsmand til den. Den skal jeg vist hilse på, hver gang jeg besøger Smykkeskrinet.

mandag den 20. marts 2017

Næsten som juleaften


Information er godt. Denne kæmpeplakat har kunnet ses i Åbyhøj i et par måneder.

Så kunne man også begynde at glæde sig i god tid. Meget kan man glæde sig til, men at det lokale apotek flytter 300 meter til nye lokaler????

Jeg må indrømme, at jeg, utaknemmeligt skarn som jeg er, af og til helt har glemt at tænke på og glæde mig til den store dag.

tirsdag den 14. marts 2017

Ny strikkelærdom

I lørdags var jeg til Fiberfest i Ry. Fibrene havde intet med speltboller at gøre. Strikkefolket vil vide, at fibrene er garnfibre.

For en gangs skyld havde jeg tilmeldt mig en workshop. Sammen med Annett og en del andre - der var udsolgt til workshoppen - lærte jeg om "Sømløse kuppelærmer", en teknik, jeg længe gerne har villet lære. Jeg synes, det er rigtig smart at strikke trøjer og sweatre oppefra og ned, men raglanmodeller klæder mig ikke, så mine egne trøjer er som regel blevet strikket på den gammeldags måde fra neden og op.

Lene (stående) havde medbragt adskillige modeller.
Meget af tiden var vi deltagere særdeles koncentrerede. Det var om at få det hele med.
Lene Bay, der til daglig underviser i blandt andet tekstildesign, guidede os med stor ekspertise igennem teknikken. Vi fik vist alle lært at strikke et sømløst kuppelærme.

At det så ikke lige var det, jeg havde regnet med, er en anden sag.

Halshul, skuldre og det øverste af ærmerne
Som det måske kan ses på billedet, var den metode, vi lærte, at starte helt oppe fra halsen. Jeg havde regnet med, at skulle strikke "kroppen" oppefra med ærmegab og så strikke masker op i ærmegabet og strikke ærmerne ned derfra. Lene Bays metode er nok i de fleste tilfælde lidt for pæn og feminin til min smag, men jeg har dog tænkt mig at afprøve metoden på en børnetrøje.

Det er altså sjovt at lære nyt. Annett var endnu gladere for teknikken end mig. Hun gik straks i gang med diverse forsøg, da hun kom hjem. Det bliver sjovt at se dem.

Vi spiste frokost i Ry, inden vi kiggede på Fiberfestens boder. Jeg købte intet garn med hjem, men glorien stråler ikke så meget mere, for jeg har købt noget i dag. I Ry købte jeg en strikkepind, uldvaskemiddel og bogen Strikkede klude fra A til Ø. Det er den bedste "kludebog", jeg endnu har set.

Kaffen kørte vi til Annett for at indtage. Så fik vi også hilst på lille Tifany, der var i løbetid og meget sød og snakkesalig. Katte i løbetid er lidt uudholdelige og samtidig forfærdelig søde sådan i deres følelsers vold. Stakkels Tifany skal først parres i næste løbetid, så hun må holde det ud lidt endnu.

Egentlig lidt for mørkt til at fotografere, men man kan da godt se, at Tifany ser ung
og killingeagtig ud. Slet ikke gammel nok til selv at få killinger, men Tiffany er ikke enig.

torsdag den 9. marts 2017

Alternativ fødselsdag

Dorthe havde fødselsdag for nogle dage siden. Da jeg spurgte, hvordan hun gerne ville fejre den, sagde hun efter lidt betænkningstid, at hun gerne ville i Ikea. Jaså!

Jeg ved godt, at nogle elsker at komme i Ikea. Efter sigende fejrer en del også deres fødselsdag der. Jeg er vist nok lidt svær at lokke med. Jeg synes, man vader rundt i timevis uden rigtig at kunne finde det, man har brug for, og i stedet kommer man hjem med ting og sager, som man synes, man måske godt kunne bruge, men som man lige så godt kunne undvære.

Men selvfølgelig skulle vi i Ikea på fødselsdagen, og jeg vidste jo også godt, at vi begge har brug for nye kommoder. Det blev nu heller ikke så slemt.



Dorthe fik sin kommode, og vi købte overhovedet ikke noget overflødigt. Jeg overvejer stadig, så vi skal af sted igen.

Der er da også muntre indslag i varehuset. Dette kom vi forbi, da vi så på badeværelsesskabe.

På Steno Museet var der engang en udstilling med hygiejnens historie eller noget i den retning.
Der var bl.a. udstillet et wc, og Dorthe og hendes nevø var ret forgrinte, da en ikke så stor dreng benyttede det til formålet.

Vi fik naturligvis fødselsdagsmiddag formedelst en billig penge, og kødbollerne (det skulle være 100% Ikea!) smagte såmænd meget godt og levnede plads til kage, så jeg fik et stykke Dajm-tærte, som jeg elsker. Det vil jeg hellere have end de fleste kager fra rigtige bagere og i hvert fald hellere end både kagemand og fødselsdagslagkage.

Jeg har i tidens løb i Ikea købt en del tøjdyr til børneafdelingen på det bibliotek, hvor jeg arbejdede. De har stadig tøjdyr, men ikke helt så mange og helt så søde og sjove, synes jeg. Den glade hund kunne jeg nu godt lide.

Se, det var en rigtig og anderledes fødselsdag!

onsdag den 22. februar 2017

Gammelt legetøj nr. 3

Min mest elskede dukke fra min barndom hed Marianne, og jeg har hende endnu.

Jeg havde ellers bestemt, at hun skulle smides ud, men da det kom til stykket, kunne jeg ikke. Det samme gjaldt i øvrigt elefanten Ceylon, som jeg har skrevet om før. Jeg fandt to andre - mindre slidte -genstande som kom med på genbrugsstationen i stedet. Måske kan de faktisk genbruges.

Marianne var sikkert opkaldt efter en af mine kusiner, som jeg var meget glad for. Dukke Marianne kunne lukke øjnene, og så kunne hun sige en lyd, når hun blev lagt ned og løftet op igen. Det havde jeg glemt, hun kunne, men da hun sagde lyden, da jeg tog hende for at lægge hende sammen med de andre ting til genbrugsstationen, kunne jeg ikke klare det, og hun fik lov at blive.

Som det ses har Marianne et stort hul i hovedet. Faktisk er det hendes hoved nummer 2. På billedet, hvor jeg (4 3/4 år) sidder med hende, har hun det andet hoved, som var mere yndigt.

Jeg tror ikke, det var mig selv, der slog det første hoved i stykker, men jeg var ansvarlig for det andet kraniebrud, og så blev der ikke bevilget nyt.

Marianne havde selvfølgelig mere tøj, men den røde flyverdragt med tilhørende hue og støvler var vist nok det, hun tiest var klædt i. Det er også det eneste, der har overlevet.

Jeg kunne forresten ikke fordrage den ufikse spencer, jeg selv har på. Men jeg havde også en flyverdragt med tilhørende hjelm. Den var bare blå, og den var fast påklædning i børnehaven i vintermånederne. Den var jeg meget tilfreds med.


På fotoet her er jeg sammen med kusine Marianne i vores mormors og morfars have. Det er mig (3½ år) med sne på maven.