onsdag den 23. juli 2008

Opskriften på babyundertrøjen

På opfordring kommer her opskriften på babyundertrøjen:
Billeder her og her og her

Babyundertøje størrelse 0-6 mdr.

Materiale: 1 ngl (50 g) blødt bomuldsgarn nr. 8.
Pinde nr. 3 eller 3½, hvis De strikker fast. 2 knapper. (Ja, sådan stod der altså i min opskrift :-)

Opskrift: Undertrøjen strikkes i ét stykke, og der begyndes forneden på forstykket.
Slå 50 m op og strik 11 p retst. Fortsæt med retst over de yderste 6 m i hver side. De midterste 38 m strikkes i rib 2 r, 2 vr, således at m i rib på retsiden begynder og slutter med 2 r.
Når arbejdet måler 16 cm, deles det for slids således:
Strik fra vrangsiden 6 r, 16 m rib 2 vr, 2 r, 6 r. Sæt de resterende 22 m på en tråd til venstre forstykke.
Højre forstykke: Strik retst over de yderste 6 m i hver side og rib 2 r, 2 vr, over de midterste 16 m. Når der er 8 riller retst i slidsens forkant = 16 p, strikkes et knaphul således: 3 r, slå garnet om p, 2 r sammen, 1 r, strik p ud. På næste p strikkes 1 ny maske ud af omslagningen. 8 riller over første knaphul strikkes endnu et knaphul.
På den næste p strikkes fra vrangsiden 6 r, 2 vr, 2 r, 2 vr, 16 r. På den følgende retsidep strikkes 18 r, 2 vr, 8 r. Gentag vrangsidep endnu 1 gang. På retsidep lukkes fra retsiden for 14 r = halsudskæring. Strik 8 p hvor de 2 yderste m ved halsudskæringen strikkes r på alle p, de følgende 6 m strikkes i rib 2 r, 2 vr, og de sidste 6 m i retst. Når de 8 p er strikket, sættes m på en tråd, medens venstre forstykke strikkes.
Venstre forstykke: Slå 6 nye m op til forkant og strik fra vrangen 16 m rib og 6 m i retst. Strik derefter som beskrevet for højre forstykke, men uden knaphuller.
Ryggen: Slå 22 nye m op mellem højre og venstre forstykke = 50 m på p. Strik 4 p, hvor der strikkes 6 m retst, 6 m rib 2 r, 2 vr, 26 m retst, 6 m rib 2 r, 2 vr, 6 m restst. Fortsæt med retst over de yderste 6 m i hver side, og strik de midterste 38 m i rib 2 r. 2 vr, til der er strikket 22 cm over halsudskæringen. Strik 11 p retst og luk af på 12. p.
Montering: Sy sidesømmene med kastesting, der skal stå ca. 8 cm til ærmegab. Sy venstre forkant til bag højre og sy knapperne i.

Det er jo en gammel, næsten klassisk, opskrift. Jeg strikker den som nævnt også i tyndt, blødt uldgarn og i lanolinuldgarn. Lanolingarn var meget in for omkring 25 år siden, faktisk ved jeg ikke, om det overhovedet kan fås mere.
Kitty Briksby skrev en bog: Strik med lanolingarn i 1984. Bibliotekerne kan stadig skaffe den. I den er babyundertrøjen også med - der er ganske små variationer fra "min" opskrift.

7. februar 2012
Jeg strikker nu næsten kun undertrøjen i tyndt, lækkert alpaka, uld eller uld/silke blanding. Så bruger jeg pind nr. 2½ og slår 58 eller 62 masker op i stedet, så der bliver 2 eller 3 riller mere i hver side. Jeg regulerer også stroppernes bredde, så der bliver 1 eller 2 riller ekstra i hver side.
Man kan selvfølgelig også lave undertrøjen/vesten meget større.

3 kommentarer:

Elna sagde ...

Nej hvor har jeg strikket mange små undertrøjer i den model. De første strikkede jeg nok for 25 år siden, og jeg strikker den stadig, nu til min lille grandfætter på 4½ måned.

Elna

Storebukkebruse sagde ...

Hej! jeg har ledt og ledt efter den lille undertröje og fundet den hos dig! Tak dor det. Jeg har lagt et link til din blog paa mine Flickr billeder af undertröjen. Haaber det er ok :-)
Mange hilsener

Lene / Storebukkebruse

Mor til snart 3 sagde ...

Tak for opskriften:-)