søndag den 14. november 2010

Godt nyt for århusianske chokomaner

...som mig: Peter Beier er kommet til byen - med chokoladefortæne og det hele. Måske har han været her i længere tid, men jeg opdagede det først i går. Det har også været muligt at få nogle af hans chokolader i en vinforretning og måske andre steder, men nu er hele sortimentet her altså. Det er et godt stykke tid siden, jeg har fået Peter Beier chokolade, men så vidt jeg husker, er især selve den mørke chokolade af rigtig god kvalitet.

Jeg synes, vi har savnet en rigtig god chokoladeforretning her i byen. Ganske vist er Summerbird her, men deres chokolader er lidt for fantasifulde til mig.

Derimod kan jeg godt lide mange af Chokoladefabrikkens varer. De kan fås i en af mine yndligsbutikker, Mundus kaffe & the, der ligger så prosaisk et sted som i City Vest. Det ser heldigvis ikke ud til at afholde kunderne fra at komme, der er altid mange mennesker i butikken - måske er det derfor, de ikke har tid til at ajourføre deres hjemmeside. Da jeg var der i går, sagde en af de andre kunder, at det er en butik fyldt med fristelser, og det er ingen løgn.

Faktisk er jer også meget glad for den økologiske chokolade fra Woodshade Organics - tidligere Mølle Skovly. De har en vildt god kaffechokolade, og deres ingefærchokolade hører også til de bedste. Man kan være heldig at finde det i diverse øko-butikker, men de har aldrig hele sortimentet, og i firmaets webshop kan man kun købe kilovis, hvis man ikke vil have blandet - og det vil jeg ikke. Og et helt kilo er lige i overkanten - også selv om julen nærmer sig.

2 kommentarer:

Annett sagde ...

Uha, var du også forbi Peter Beier i lørdags, jeg havde været til frisør og ville lige tage en tur op og ned af Strøget, HOV der lå Peter Beier, og jeg slog et slag forbi, det kostede både kalorier og kr, De var åbnet dage før, altså fredag, så ingen af os er gået glip af noget. Godt jeg ikke bor eller arbejder i Århus midtby ;-) Annett

eKirsten sagde ...

Jeg holdt mig faktisk pænt på ydersiden af døren, men det var kun fordi jeg havde en parkeringstid, der var ved at udløbe.
Under alle omstændigheder aflægger jeg et besøg inden jul...