tirsdag den 27. september 2011

Strik og snak

Så har jeg prøvet det med - at være til strikkefestival. Det foregik på Fanø i weekenden. Allerede ved færgelejet fredag aften kunne vi se masser af biler fyldt med kvinder, hvoraf en del også promenerede i egne kreationer.

Den lille porcelænsfigur, som vi så i en butik, kunne godt have været logo for festivalen. I hvert fald hvis det faktisk er en Fanø-pige.

Vi er så heldige, at Annett "kender" et sommerhus på Fanø, og så blev vi inviteret med. Vores sommerhus lå i et skønt område i Fanø Bad (ja, det hedder området altså) et par kilometer fra Nordby. Jeg tror nok, det var den strand, hvor jeg blev godt forbrændt, sidste gang jeg var på Fanø - for 45 år siden, da jeg var ung og forfængelig og troede, at jeg burde være solbrændt. Siden er jeg heldigvis blevet klogere.

Bedømt på tilstrømningen var festivalen en stor succes. 6000 kvinder - var der nogen mænd? - skulle der have været. Nogle sagde endda 8000. Og som de kunne snakke. Når man nærmede sig et af de huse, hvor der var en workshop, var der en kvidren og knævren og grinen.

Der var selvfølgelig rig mulighed for at få fyldt garnlageret op. Det trænger mit lager ikke til, men ikke helt overraskende kunne jeg ikke nære mig, og der kom en fyldt pose med hjem. Jeg fik også lidt nye ideer, og det var egentlig det, jeg var mest på udkig efter.

Det mest innovative var norske Duodus modeller. Lavet til høje, åleslanke kvinder, men måske kan det alligevel give inspiration også til vi andre i normal eller rund facon. "Kraven" på billedet kan jo da bruges af alle staturer, og det hele var i hvert fald spændende og flot.


Jeg er nødt til lige at have et billede med fra min søndagsmorgentur. Det var helt vidunderligt at gå i solopgangen og se soldisen lette.

1 kommentar:

Irene sagde ...

Synd vi ikke nåede at mødes Kirsten - vi skulle have aftalt et mødested. Jeg anede ikke, at der kom så mange til øen - det var første gang jeg var til strikkefestival:-)Den lille Fanø-pige kunne jeg godt ønske mig:-) Jeg nåede desværre ikke DUODU, men har set dem til Fredericia-messen -meget spændende. Spændt på at se, hvad du har købt og hvad det skal blive til.