tirsdag den 2. april 2013

Trængsel i skoskabet

Jeg har benyttet påsken til en mindre oprydning i mine sko og støvler. Nærmere betegnet alle dem, der var placeret i skabene i vores baggang.

Der var i alt 29 par: Støvler, sko, sandaler og et enkelt par tøfler. Ikke nogen, jeg bruger ret tit, baggangen er lidt en retrætepost. Man skulle umiddelbart tro, at der var en god mulighed for at få noget udrangeret, men jeg er elendig til at smide sko ud.

Jeg har alle mulige undskyldninger, som i bund og grund allesammen drejer sig om, at jeg nok vil komme til at bruge de sko igen.

Den undskyldning var dog ikke aktuel for mine elskede gulbrune støvler. Som det ses på billedet har sålen på den ene løsnet sig fra resten af støvlen. Den har selvfølgelig været til skomager, men reparationen holdt ikke. Det gjorde mine egne forsøg på at lime heller ikke.

Jeg har holdt hånden over støvlerne i mange år, for måske ville der komme en eller anden mirakelkur, men jeg tror ikke rigtig selv på det mirakel, og denne gang røg støvlerne i skraldespanden. Det samme gjaldt endnu et par sko, og et par sandaler (stort set ubrugte, fordi en rem var alt for stram over mine lilletæer) samt et par sko (der også var for små, men som jeg har beholdt af sentimentale grunde) er blevet sat til genbrug. Endelig er endnu et par under overvejelse, men resten er allesammen rykket tilbage i skabene igen.

Når jeg har så svært ved at smide fodtøj ud, er en af årsagerne, at jeg er bange for, at jeg på et tidspunkt ikke mere kan få noget, mine fødder kan være i.

Mine fødder er meget fodformede, og det er der ikke ret mange sko, der er. Prøv at se ankelstøvlerne på billedet. Øverst et par Fitflop. Rigtig smarte i imiteret firbenskind. Med en sål, der er en drøm at gå på og med en god bredde. Men hvorfor skal de gå ind, der hvor der skulle være plads til storetåen? Ja, og i lilletåsiden også. Faktisk ser de også for store ud på mine fødder, formodentlig fordi de er nødt til at være lidt længere, end hvis de havde været rigtigt fodformede.

Nederst er et par gamle Angulus. De passer min fod. Desværre har de rågummisåler, så de er stort set ubrugelige i fugtigt vejr. Angulus er vist nok begyndt at bruge andre materialer til sålerne. Til gengæld laver de ikke ret mange fodformede sko mere.

Under alle omstændigheder har jeg sikkert fodtøj nok til resten af livet, om jeg så bliver 100. Det er bare ikke så sjovt som at få nye sko, men oprydningen skabte ikke for alvor plads.

3 kommentarer:

Den gamle krage sagde ...

Må jeg anbefale dig at kigge på reporto.dk. De har fodformede sko.
Selv sværger jeg til TRIM-sko (på s. 7 i det her katalog http://paperturn.web2it.dk/magasin/reporto/httppaperturnweb2itdkmagasinreportohttppaperturnweb2itdkmagasinreportoefterar-vinter_katalog_2012#/5).
Trimskoen er smal i "kroppen", men nydeligt fodformet. Den sidder som støbt på mine sære fødder!
En anden god sko er Merell.

eKirsten sagde ...

Tak for tippet, jeg kendte ikke Reporto. Derimod kender jeg både Trim og Merrell. Trim kan jeg ikke bruge, Merrell er bedre - og nogle af modellerne ser endda godt ud, ikke uvæsentligt - men også de går lidt for meget ind i storetåsiden.

Unknown sagde ...

Åh, hvor jeg kender det. Ikke blot med sko, men også tøj. Jeg tror jeg har adskellige stykker hængende, som jeg har et specielt forhold til, og som jeg derfor bare ikke kan smide ud.