fredag den 31. maj 2013

Billige tricks

Producenter gør alt muligt for at snyde os forbrugere.

Eksempel 1: Vores katte får kattemalt p.gr.a. henholdsvis hårboller og hård mave. De vil kun spise en bestemt slags, nemlig Trixie, så det har vi at rette os efter.

Malten serveres altid om morgenen på sengekanten, og Lilit får altid først.
Hun er færdig med sin portion, men slikker sig stadig om munden,
mens Sarantoya labber sit i sig.

Malten fås i to størrelse tuber. For at have styr på hvor meget de får, tager jeg lidt på min finger, og katten slikker det så af fingeren. Sædvanligvis køber jeg de små tuber, men en enkelt gang købte jeg den store, fordi det burde være mere økonomisk. Det var det bare ikke, for hullet i tuben var meget større end i den lille tube med risiko for, at kattene fik mere malt, end de behøvede.

Ingen tvivl om at Sarantoya synes, hun får noget lækkert.
Sådan har det ikke altid været, men da hun en gang fik hård mave,
tvangsproppede jeg malt i hende to gange. Derefter har hun spist det frivilligt.

Jeg gik tilbage til de små tuber igen, men minsandten om ikke hullet i dem nu også er blevet større. Jeg er sikker på, det er et trick for at få forbrugeren til at tømme tuben hurtigere.

Eksempel 2: For ikke så længe siden var et af de store tilbud i en dagligvarekæde den meget nødvendige vare chokoladeskildpadder.

Jeg har ikke normalprisen på skildpadder i hovedet, men jeg kunne da se, at der var 3 skildpadder i pakken. I "gamle dage" var der 4. Klart at det kan blive en god pris, når indholdet kun er 3/4 af det, man er vant til. I sandhedens interesse må jeg tilføje, at jeg ikke lige har present, hvornår normalpakningen indeholdt 4 skildpadder.

For resten synes jeg, skildpadderne var meget bedre i meget gamle dage, hvor man købte dem enkeltvis. De var ikke helt så store, noget fladere, og så var de fyldt med en gul romcreme. Meget bedre end det karamelagtige, der er i dem nu.

mandag den 27. maj 2013

Weekend med Gloria, Lawrence og ...

Det var helt vildt, så meget der foregik i Århus i den forgangne weekend. Så meget, at vi var nødt til at vælge til og fra.

Normalt er teater noget, vi vælger fra, men den lillebitte forestilling PIG kunne vi ikke stå for.


Her står bondemanden fra England med sin sovende gris, Gloria. Når hun vågner op, kan 10 smågrise (=tilskuere) lægge sig til hver sin patte og se ind i Glorias mave, hvor der bliver opført en meget fin lille forestilling.

Fredag var det Dorthe og jeg, der stod med krølle på halen og morede os sammen med børn og andre barnlige voksne.

Lørdag var vi til koncert med den fantastiske tenor, Lawrence Brownlee, i Musikhuset. Mærkeligt nok har vi aldrig hørt og set ham i operabio, for han har ellers haft mange roller på The Met. Men nu fik vi hørt ham i levende live, og det var godt. Brownlees stemme har en meget smuk, varm og ren klang, og han beherskede den fuldstændigt. Der var ikke den mindste vaklen i programmet, der mest bestod af Rossini og Donizetti.

Jeg fik ikke nogen billeder af Brownlee, men på vej til Musikhuset kom vi forbi denne mand på en bænk.


Han ser ikke helt glad ud, og det forstår man, når man ser, hvad han har i hånden. Hvad er der mon sket? Sidder han i selvmordstanker, eller har han allerede haft skydevåbnet i anvendelse? Eller begge dele?

Ved manden står der, at værket hedder "Drawing of a created memory", men det er alt, man får at vide.

Ind imellem nåede vi også latinerfestival i latinerkvarteret og kunsthåndværkermarked på Klostertorv. Begge dele uden at svinge betalingskortet, så jeg følte mig helt helgenagtig.

Den følelse forsvandt igen søndag, da vi var til kagedag i Den Gamle By.

Ikke nok med det, vi deltog også i det sønderjyske (eller skal der være d i jysk i denne forbindelse?) kaffebord i Bendtsens Pakhus.

Jeg har faktisk aldrig været til sønderjysk kaffebord før, men jeg ved da, at når det er "rigtigt", bliver værtinden meget fornærmet, hvis man ikke smager på alt. Her kunne man heldigvis vælge (til og fra :-), så jeg fik plads til 1½ stykke rugbrødslagkage. Og en helt masse andet, men ikke det hele.

Det var den weekend....

lørdag den 25. maj 2013

Citater om katte #21

Intet tamt dyr har mistet mindre af sin medfødte værdighed eller bevaret mere af sin oldgamle reserverethed. Allerede i morgen kan huskatten gå på barrikaderne.
William Conway


Denne kat, som var en af de katte, vi mødte i Holbæk sidste år, besad i hvert fald både værdighed og reserverethed.

Om der var en rebel skjult i den, ved jeg ikke, men det skulle ikke undre mig. Hvis den fandt det nødvendigt, ville den såmænd nok gå på barrikaderne,

torsdag den 23. maj 2013

Nørkle-nyt

På strikkefronten er jeg blevet færdig med et par mindre ting.

Den ene er en gave, som ikke er givet væk, så den holder jeg for mig selv lidt endnu.

Den anden er et halsrør af det samme garn, som jeg for et stykke tid siden lavede håndleds- varmere af.

Mønsteret fandt jeg i bogen Hvid af Lene Randorff. Garnet er Regias Design Line Hand-dye Effect, som er farvesat af ingen ringere end Kaffe Fassett.

Det er så afgjort på grund af farven, at jeg investerede i garnet, for egentlig er det lidt underligt. I nøglet føles det temmelig syntetisk, selv om der "kun" er 30% syntetiske fibre i, men når det bliver strikket, føles det ikke så slemt. Til gengæld er det noget irriterende at strikke med, for det spalter temmelig meget, og ulden bliver ligesom holdt sammen af en meget tynd, stærk tråd, og den vil i hvert fald gerne skille sig fra.

Det gjorde nu ikke så meget med dette mønster, for det skal man alligevel kigge på stort set hele tiden, mens det bliver strikket. Jeg synes i øvrigt, farveforløbet kommer flot til sin ret i denne størrelse arbejde.

I aften skal jeg til den for mig sidste strikkecafé på denne side af sommeren i Fandango. Det er altid så hyggeligt, og jeg kan godt lide "formatet". Først en halv times tid med et eller andet emne. Meget passende tidsmæssigt, det kan jeg kapere og måske endda få indarbejdet, så jeg kan huske det. Resten af tiden bare snak og strik. I aften skal jeg have købt billetter til

i juni, men ikke noget garn. Det venter til garnstafetdagene, hvor der bliver mange fine tilbud.
Der er for resten ikke et ubegrænset antal billetter, så måske er det ikke en god ide at vente med køb til selve dagen.

Et andet "tilbud" er give-away'en på Nikisgarage. Hele to ældre og fine håndarbejdsbøger. Dem kunne jeg godt tænke mig at få i reolen.

torsdag den 16. maj 2013

Holder De af Brahms?

Jeg gør, jeg er med årene blevet mere og mere glad for Brahms' musik. Måske allermest Ein deutsches Requiem og violinkoncerten, men også symfonierne.

Det gjorde jeg derimod ikke, da jeg var ung. Jeg kunne ellers godt lide meget klassisk musik og gik også til torsdagskoncerter, men violiner i almindelighed og Brahms' violinkoncert i særdeleshed var ikke på hitlisten. Violinkoncerten blev præsenteret for mig af en kæreste, der vist mente, at han skulle opdrage mig lidt. Det faldt ikke i så god jord.

Nu kan jeg vældig godt lide violinmusik, og jeg kan slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke syntes om violinkoncerten.

Vores symfonikoncertsæson sluttede for flere uger siden med brask og bram og Mahlers 8. symfoni.


Kæmpestort orkester, kæmpestort kor og ikke mindre end 8 solister. Der var fyldt godt op både på orkestergulvet og på korbalkonen. Et imponerende og spændende stykke musik, men det er ikke min yndlings-Mahler.

Sæsonafslutningen faldt sammen med Spot-festivalen, så der var liv og glade dage i Musikhuset. Det passede ikke alle symfonikoncertgængerne.


Jeg hørte adskillige sure bemærkninger fra mine medpublikummer om larmen (som ikke var særlig voldsom) og lyset (de grå hoveder så ellers flotte ud i cyclamen eller skrapgrønt) og "hvad skulle det til for?" Jeg håber ikke, jeg bliver så intolerant, når jeg bliver gammel (hø-hø).

Billetter til sæsonen 2013-14 er indkøbt. Der er masser af musik fra slutningen af 1800-tallet på programmet. Ikke så meget fra det 20. århundrede, som vi kunne have ønsket os, men generelt er vi godt tilfredse, og vi havde da også vores hyr med at begrænse os, da vi skulle udvælge de koncerter, vi ville høre.

P.S. Holder De af Brahms er for øvrigt en roman fra 1960 af Francoise Sagan. Jeg var helt sikker på, at det var et skuespil eller måske et hørespil, men Google giver mig ikke ret.

torsdag den 9. maj 2013

Så er det NU

...man skal tage til Skandinavisk Dyrepark, hvis man er bare en smule glad for bjørne.

Vi var der i tirsdags. Hele dagen! Her kommer lidt billed-bombing:

Sikus små søskende er født den 21. november og er altså ca. 5½ måned gamle.

Da vi kom til anlægget tog de en slapper, inden de for alvor viste sig frem for publukum.





De var fuldstændig som børn ved stranden: Tvilling 1 var en værre vandhund - hvilket man sådan set også regner med, når det er en isbjørn, det drejer sig om, men tvilling 2 var meget mere forsigtig.


Tvilling 2:
Der ligger et æblestykke. Skulle man hoppe i?











Nix - det vand er både vådt og koldt!













Tvilling 1:
Bangebuks! Kom nu - vandet er skønt!













Se mig! Jeg svømmer og svømmer.












Hvad med en slåskamp i vandet?













Tvilling 2:
Nej, jeg vil hellere være på træstammen!



Til sidst hoppede tvilling 2 dog også i og svømmede over på den anden bred, hvor den straks gik op igen.





Tvilling 1 og mor Ilka sammen i søen.












Siku er nu næsten 1½ år, og han er så køn. Da vi var der, var han også den reneste af isbjørnene, sandsynligvis fordi han opholder sig meget i sin sø.

Han er heldigvis ikke alene mere, for nu bor han sammen med den 22-årige Smilla - til stor glæde for begge.

Siku er ikke voksen endnu, og mens vi var der, både svømmede og legede han. Her har han fundet en træpind at lege med.


Isbjørne- tvillingerne er en sensation, men det er firlingerne hos de brune bjørne også. Det er meget, meget sjældent, at de brune bjørne får firlinger, men det gjorde Brunhilde den 5. januar.



Fire måneder gamle er de de mest bedårende og frække små plysbjørne.

Det er to hanner og to hunner, men de har ikke fået navne, fordi det endnu ikke er blevet bestemt, om de skal blive i Skandinavisk Dyrepark. Det sker først om ca. 1½ år, så vidt jeg husker.

Det er nu lang tid at vente på at blive døbt. Vi vil gerne foreslå Bjarke (det hed dagens dyreguide), Birger, Bodil og Beate.

Nu har vi vist os nok frem
Og vi er gået i brædderne

søndag den 5. maj 2013

I brug

Min hulmønstrede tunika i Tussah Tweed har sådan set længe været færdig. I vask blev den bare en del længere, og især på ærmerne var det fatalt.

Jeg blev enig med mig selv om, at det var ok med selve blusen, men ærmerne skulle altså kortes, og det fik jeg (efter en ret lang pause) gjort for godt en uge siden, så nu er blusen i brug.

Da jeg strikkede den, var jeg ikke så tilfreds med garnet, men jeg må indrømme, at den efter vask er blevet meget behagelig at have på. Det bør silke også være.

Den er strikket oppefra og ned. Det er vældig praktisk, når der skal ændres på længden, men ellers er jeg ikke ubetinget tilhænger af den teknik. Dels er der stort set altid raglanærmer, hvilket ikke klæder mig specielt godt, og dels ville jeg gerne have den højere i nakken end foran. Det er der vist nok nogle modeller, der tager højde for, men altså ikke denne.

Derfor er der ikke for og bag på tunikaen, men jeg vil gerne have, at den altid vender ens. Jeg må finde på en eller anden lille markering, så jeg kan se, hvordan den "plejer" at vende.

Men bortset fra alle disse indvendinger, så er jeg tilfreds med mit værk, som nok skal blive brugt.

fredag den 3. maj 2013

Ny model


Jeg samler lidt på opskrifter på babyveste - eller toppe eller undertrøjer. Denne nuttede model fandt jeg opskriften til på Ravelry. Den kommer jeg til at lave nogle stykker af, for den er da ualmindeligt sød til en pigebaby. Her har jeg strikket af Mini Duett fra Sandness Garn - 55% bomuld, 45 % merinould. Meget blødt og lækkert garn, som jeg tror, baby vil kunne lide at have på.

Jeg måtte skifte knapperne ud. De første, jeg havde syet i, var søde lyserøde knapper med hvide prikker, men på en eller anden måde duede de ikke. De må blive brugt til noget andet.

Opskriften er tydelig og godt skrevet. Toppen bliver strikket oppefra, og da stropperne slås op med en midlertidig opslagning og bagefter syet sammen med Lord Kitchener sting, så der er ingen tykke sømme. Du finder opskriften HER - der er også links til film om både opslagningsteknikken og Lord Kitchener-stingene.