torsdag den 8. oktober 2015

Garn på Fanø


Det gik ikke godt på Fanø med mit fortsæt om kun at købe en fjerdedel af det garn, jeg havde brugt fra lageret. Jeg måtte købe omkring 900 meter. Jeg købte det dobbelte eller helt nøjagtigt 1717 meter. Det betyder, at jeg lige nu skal have strikket ca. 2900 meter, inden jeg kan begynde at samle sammen til nye garnkøb.

Måske har jeg alligevel sat for skrappe regler for mig selv? Nej, det er for tidligt at give op.

I det mindste købte jeg ikke garner, jeg kan få lige om hjørnet, bare fordi det var et godt tilbud. Derimod købte jeg flere garner, hvor der var taget hensyn til miljø, mennesker og/eller dyr, altså råvareleverandørerne.

Jeg synes, det er påfaldende, at etiske hensyn ikke plager de danske garnproducenter og -forhandlere eller for den sags skyld forbrugere. Det hænger jo nok sammen. Det er ligesom med fødevarer. For rigtig mange danskere er prisen det eneste kriterium, og det afspejler sig selvfølgelig i udvalget.

Måske er ikke al merino, man kan købe her i landet, fra Australien, hvor fåreavlerne i høj grad bruger mulesing, og måske er ikke al angora fra kinesiske kaniner, men det er ikke noget, der bliver brugt i markedsføringen. Jeg har spurgt i flere garnforretninger, hvor deres uld kommer fra, og som regel ved ekspedienterne det simpelthen ikke. Jamen, så undersøg det dog! I Sverige og Norge er det noget, man bekymrer sig om.

Det mest spændende, jeg købte, var de tre farver angora på det øverste billede. De er fra Angoragarnet fra Sverige. Det meste af det er fra Angoragarnets egne kaniner. De sidder hos ejeren under klipningen og lider ikke. Det, der ikke er fra Angoragarnets kaniner, er i hvert fald fra nordiske kaniner.

Blommiga Gredelina, der som navnet siger også er svensk, havde garn med fra Iloyarn. Lækkert alpaka fra Bolivia. Iloyarn garanterer, at det er produceret med hensyntagen til både mennesker og dyr.

Jeg så ikke noget mulesing-frit merino på festivalen, men det findes. Der er en del amerikanske garnfirmaer, hvor man kan købe det, men der er også firmaer i Norden. For eksempel Nøstebarn.

Jeg må indrømme, at jeg også købte noget, hvor jeg ikke fik spurgt om noget som helst. Hos G-uld kunne man prøve selv at farve sit garn med indigo. Det ville jeg prøve. I min begejstring valgte jeg bare den merinoblandíng, som ville passe til det, jeg har i tankerne.

Jeg farvede både et bundt næsten ensfarvet og et bundt meleret.

For 30-40 år siden plantefarvede jeg en masse garn, men jeg har lagt hjemmefarvningen på hylden. Jeg har dog stadig alle remedierne, så teoretisk set kunne jeg godt starte igen. Det var i hvert fald sjovt lige at prøve at farve bare en lille portion.

4 kommentarer:

Den gamle krage sagde ...

Sidder med røde ører....
Jeg LOVER, at jeg fra og med dags dato husker at være opmærksom på ALDRIG at købe dyremishandlingsgarn!
Jeg er ret vild med din blå indfarvning. Den er smuk!!

eKirsten sagde ...

Du skal nu ikke have røde ører, for det er ikke let at gebærde sig i garnjunglen. I hvert fald har jeg mindst lige så røde ører som dig, for jeg HAR været opmærksom på problemet og alligevel glemt det gang på gang.
Jeg er sikker på, at jo flere, der EFTERSPØRGER (buzzword i detailhandelen, tror jeg) dyremishandlingsfrit garn, jo større er chancen for, at også de handlende tager sagen seriøst.

Ellen sagde ...

Du godeste - det har jeg overhovedet ikke tænkt på ... ikke nogen rar tanke.
Jeg har dog tænkt på, hvordan nogen kan sælge så uhørt billigt garn, men jeg vil nok helst ikke kende svaret ...
Jeg kan også ret godt lide dit blå garn.

eKirsten sagde ...

Nej, det er faktisk rigtig grimt. Nu kan jeg sagtens være hellig, garnlageret taget i betragtning, men jeg VIL altså være mere skarp, når jeg køber i fremtiden.