onsdag den 25. november 2015

På skolebænken


Noget af det allerbedste ved ikke at være på arbejdsmarkedet mere er, at der er tid til at lære noget. Uforpligtende og uden eksaminer - det er herligt.

Det er også herligt at bo i en større by, hvor udbuddet at kurser er pænt stort. Folkeuniversitetet har et kæmpe program, og desuden er der oplysningsforbundene, ældresagen og diverse andre aktører. Det er altid svært at vælge.

Af ukendte årsager - også for mig - kastede jeg mig for flere år siden over tysk. Det går ikke så hurtigt fremad, men så er der til mange år på mit hyggelige hold.

Det har desuden medført en almen interesse i tysk kultur. Her i efteråret har jeg deltaget i en forelæsningsrække med titlen "Tyskland - historie, sprog og kultur". To af foredragene var endda på tysk ("letforståeligt tysk" stod der i programmet), og jeg syntes selv, jeg kunne følge ret godt med. Det ene af foredragene på tysk var endda det allermest interessante i hele rækken.

For at få endnu mere ud af timerne på skolebænken var jeg i lørdags til en heldagsforestilling under overskriften "Knivskarp - fra normal til genial" med hjerneforsker Troels Wesenberg Kjær. Han forelæste med udgangspunkt i sin egen bog, der også hedder Knivskarp.

Vi var mange, der trængte til af blive hvæsset. Omkring 200 tror jeg, så vi måtte ind i et af de større auditorier på universitetet. I netop det auditorium var jeg i 1968, mens jeg gik i 3.g, til en forelæsning i matematik med professor Svend Bundgaard. I løbet af et par timer havde han malet alle de 10 store tavler i auditoriet til med ligninger, formler o.s.v. Det var en stor oplevelse, men jeg tror, at netop den prøveforelæsning fik mig til at indse, at jeg vist ikke var knivskarp nok til at læse matematik.

Dagens billede er taget inden starten i omtalte auditorium. Nu bliver projektorerne over tavlerne garanteret brugt mere end de sorte tavler. Måske lidt en skam. Faktisk synes jeg, undervisningen tit er mere dynamisk, når man bruger tavler til at skrive på end de allestedsnærværende powerpoints. Eller i hvert fald begge dele.

Jeg blev nu heller ikke knivskarp af lørdagens seance. Faktisk var det lidt af en skuffelse. Jeg havde troet, jeg ville få forskellige værktøjer, som jeg lige kunne gå i gang med at bruge til at holde hjernen i gang, men der skal jeg være mere opsøgende. På sin vis synes jeg også, forelæseren slap lidt let om ved det. Meget blev overladt til deltagerne, men jeg var ikke særlig imponeret af øvelserne. Det blev temmelig gruppearbejdeagtigt, og jeg synes kun gruppearbejde fungerer under bestemte forudsætninger. Ikke når man bare skal arbejde sammen med en flok tilfældige.

Men måske ret knivskarpt af forelæseren at overlade det til deltagerne, så han selv undgik at arbejde for hårdt ;)

Nu er efterårets forelæsninger overstået for mit vedkommende, men tysktimerne fortsætter lige til kort før jul og heldigvis også på den anden side af nytåret.

onsdag den 11. november 2015

Mortensdag


Ingen gæs eller ænder måtte lade livet til Mortensaften på grund af mig. Jeg elsker andesteg, men spiser det næsten kun juleaften. Somme tider også på restaurant, hvis der er andeconfit på spisekortet.

Det holdt ellers lidt hårdt i går. Vi var en tur i byen, og på masser af restauranter var der i sagens natur and på menuen. Dem gik vi tappert forbi, for det var ikke meningen, at vi skulle spise ude i går. Men da vi så kom forbi et hus, hvor der duftede helt fantastisk af and og andesovs, var vi lige ved at vende om. Vi tog hjem, og jeg fik en skive rugbrød med avocado. Det er næsten lige så godt.

Dagens illustration er fra min kattekortsamling, en affotografering af et kort, som jeg købte på julemarked i Lübeck for et par år siden. Fotografen er H.-J. Buchhorn fra Föhr, og det er selvfølgelig ham, der har copyrighten, men mon ikke det går at bringe det, når jeg dels har sat et vandmærke på og dels har uploadet det i en lille opløsning.

Mortensaften blev nogle gange, men ikke altid, fejret, da jeg var barn, og jeg har "altid" kendt historien om, hvorfor gæssene må lade livet her i november. Jeg har vist også altid syntes, det var synd for dem, og de stakkels ænder er da helt uskyldige. Gad vidst hvor mange der kender Martin af Tours nu om dage?

søndag den 8. november 2015

Så kom efterårsblæsten...

...og den fik næsten alle bladene på vores tempeltræ til at falde til jorden. Sådan så fuglenes vandskål ud i morges:


Enkelte blade holdt tappert ud, men bare i går var der altså blade på alle grene og kviste.

Ganske få gange har vi oplevet, at bladene slipper helt af sig selv, uden blæstens medvirken.

Det er spændende, når det sker, for de daler lige så stille ned, som var de kæmpestore snefnug. Sjovt at de beslutter sig for at slippe taget stort set samtidigt.

I øvrigt opdagede vi næsten ikke den kraftige vind, for den var så venlig at passere os i nat. Vi vågnede op til en blå himmel og næsten vindstille.

Jeg gik en tur i nabolaget i det dejlige vejr. Heldigvis havde jeg overtalt mig selv til at tage kameraet på skulderen. Se bare:

Den hvide skønhed nød tydeligvis også solen og det lune efterår

tirsdag den 3. november 2015

Forgængelighed


Dette foto har hængt på min opslagstavle i ret mange år. Nok over 30.

Først forsvandt farverne. Så forsvandt kontrasterne. Til sidst forsvandt billedet fra opslagstavlen, for det var altså blevet for blegt og udflydende. Men inden da havde jeg lige affotograferet det til bloggen.

Hvis man ser godt efter, kan man se to farveklatter (en helt mørk og en lys blå) i kanten forneden og også en mørk klat i kanten foroven. Jeg har ikke lagt mærke til dem før, men det er helt sikkert der, tegnestifterne har siddet.

Det er i øvrigt Dorthe og min ældste niece, der sidder på verandaen til min mors sommerhus.