2016s bedste...musikoplevelser

Vi har vist været til lidt mindre musik i det forgangne år end sædvanligt. Besparelserne på Aarhus Symfoniorkester er desværre ved at slå igennem, så repertoiret efter vores mening er mere kedeligt, så vi simpelthen ikke går til så mange af koncerterne.

Det er noget grotesk, når Århus nu er kulturhovedstad, at det bare går ned og ned for byens symfoniorkester, som snart ikke kan kaldes et symfoniorkester mere.

Årets bedste oplevelser:
Ikke desto mindre var især én af forårets symfonikoncerter i særklasse, nemlig da vi den 8. april hørte Alban Bergs violinkoncert og Mahlers 1. symfoni. Jeg skrev om koncerten her.

Kort tid efter hørte vi igen symfoniorkestret i en hel anden sammenhæng.

Jægergårdsgade afholdt markedsdag og var lukket for trafik. Til gengæld var der musik i næsten hele gadens længde, da orkestret sammen med et kor og tre solister opførte Line Tjørnhøjs gadeopera Tusk.

Det var sjovt, anderledes og spændende, og så lød det godt. Se mere her.

Da vi var på ferie på Bornholm var vi til midsommersoiré i SvanekeGaarden med violinist Christina Åstrand og pianist Per Salo.

Programmet havde vi ikke set i forvejen, men det viste sig at være lige efter vores hoveder. Meget sommerlig musik (=nordisk tone?), som sammen med den særlige sommerstemning gjorde det til en dejlig og mindeværdig koncert.

Som det kan ses på plakaten var der også en udstilling med arbejder af Gerd Hjort Petersen og Hans Munck Andersen på SvanekeGaarden. Den så vi inden koncerten, og den var også god.

Endelig var der jazzfestivalen, som måske havde et lidt svagere program end sædvanligt, eller også var vi bare til de forkerte ting.

Vi var dog meget imponerede af den estiske sangerinde Karmen Röivassepp. Vi hørte hende i flere sammenhænge. Det mest spændende forgik på den lille Fairbar, hvor Karmen sammen med Nis Hellesøe Myrtue på sax og Sune Pors på guitar spillede et absolut utraditionelt program

Årets skuffelse:
Gadeoperaen var en del af fejringen af Århus Unge Tonekunstneres 50 års jubilæum.
Der blev også afholdt en jubilæumskoncert sammen med symfoniorkestret, og i modsætning til operaen var den en skuffelse.

Vi syntes, musikken manglede substans og var for letbenet og populistisk. I Simon Steen-Andersens Piano Concerto så man (igen og igen!) en film med et flygel, der falder 8 meter ned. Den har vundet priser, men det sagde ikke os noget, og sammensætningen af musik og film er hverken ny eller nok til at gøre musikken spændende.

Mathias Monrad Møller gav i sin "Festtale" musikerne helt frie hænder. En del forlod simpelthen salen (det kunne vi godt forstå), nogle spillede på andre instrumenter end deres eget, andre satte sig ned og snakkede eller tog en kop kaffe. Interessant? Det syntes vi ikke.

Koncerten fik fremragende anmeldelser, men selv om vi sædvanligvis er meget glade for ny musik, så var det her ikke vores kop te. Kun et lille stykke, Aeriality af islandske Anna S. Thorvaldsdóttir, gjorde indtryk.

Apropos det med at sætte musik og film sammen så viste de for nylig på svensk tv en ballet med musik af Eric Satie. Relâche hedder balletten, som er fra 1924. Det var en nyopførelse, der blev vist, men med de originale filmindslag - fra 1924!